Skandale: Løgn, bestikkelse og aftalt spil
FA-boss sladrer om Havelanges svigersøn
'Giv mig en ridderorden, 20 millioner til en ny skole, jeg selv bygger, tv-rettighederne til en landskamp mod jer og hvad du ellers har i lommerne!'
Sådan kan man kort sammenfatte de krav, det engelske FA ifølge dets tidligere formand Lord Triesman blev stillet, hvis man skulle gøre de fire eksekutivkomité-medlemmer Nicolas Leoz, Jack Warner, Woravi Makudi og Ricardo Teixeira (tidligere FIFA-præsident Joao Havelanges eks-svigersøn) interesserede i at stemme på England som VM-vært i 2018.
Det fortalte Triesman under ed i en høring i det britiske parlament 10. maj i år, en høring som er del af parlamentets undersøgelse af påstået korruption i forbindelse med uddelingen af VM 2018 og 2022. En høring, hvor også talsmand for Qatars VM-komite Mike Lee afgav vidneudsagn.
Lord Triesman blev i maj sidste år tvunget til at gå af som formand for det engelske fodboldforbund, da han blev afsløret af en engelsk tabloidavis i at påstå, at Spanien og Ruslands VM-komiteer havde rottet sig sammen om at sørge for dommerhjælp til Spanien under VM i Sydafrika, mod at spanierne støttede Ruslands kandidatur til VM 2018, selvom Spanien selv bød på slutrunden sammen med Portugal.
Læs Jyllands-Postens artikel om Triesmans daværende beskyldning ved at klikke her
Læs Daily Mails oprindelige afsløring af Lord Triesman ved at klikke her
Triesman forklarede, at han var kommet med påstanden for at imponere den kvinde, han var til middag med, og som var udstyret med aflytningsudstyr af den britiske avis Daily Mail.
I vidnesbyrdet i det britiske parlaments undersøgelseskomite fortalte Lord Triesman 10. maj i år følgende:
- At Nicolas Leoz (Paraguay) havde bedt om at blev udnævnt til ridder i Storbritannien.
- At Woravi Makudi (Thailand) bad om at få tv-rettighederne til en venskabskamp mellem Thailand og England i Thailand i juni 2011. England aflyste kampen kort tid efter at have tabt kampen om VM-værtskabet.
- At Brasiliens eksekutivkomite-medlem Ricardo Teixeira bad Triesman om at 'komme og fortælle, hvad han (Triesman) havde til ham (Teixeira), underforstået hvad Triesman og England kunne tilbyde for Teixeiras stemme til VM-afstemningen.
- At Jack Warner (Trinidad og Tobago) bad om 2,5 millioner pund til at bygge et uddannelsescenter i Trinidad, penge som det engelske forbund skulle betale direkte til Warner, som så ville sørge for, at pengene blev brugt rigtigt. Ifølge Triesman bad Warner senere om 500.000 pund til at købe rettighederne til fodbold-VM i Haiti, igen penge som Warner skulle have direkte til sig selv.
Triesman forklarer videre, at han kommer frem med sit vidnesbyrd, fordi han ikke mener, at de nævnte FIFA-medlemmer har opført sig korrekt. Triesman beklager også, at han ikke meldte sagerne til FIFA's etiske komite på daværende tidspunkt, og at han undlod at gøre det, fordi der var et enormt pres i England for at få VM-slutrunden i 2018, og at man derfor ikke ville lægge sig ud med eksekutivkomite-medlemmer og med FIFA.
Makudi har sagt, at han vil sagsøge Triesman for udtalelserne, som ifølge Makudi er helt grundløse, og Jack Warner har sagt, at han 'griner som ind i helvede' af Triesmans påstande.
Teixeira har også sagt, at han vil undersøge muligheden for at sagsøge Lord Triesman.
Mike Lee, talsmanden for Qatars VM-komite, sagde, at han ikke på noget tidspunkt har set nogen tegn på korruption eller uærlig adfærd i forbindelse med uddelingen af VM-værtskaberne i 2018 og 2022.
Næste skandale - på næste side