Generelle

Lössl, vreden og potentialet

På et år er han gået fra at være tredjemålmand med 2. division som sin arbejdsplads til at være Superligaens mest lovende målmand. FC Midtjyllands 21-årige førstekeeper Jonas Lössl fortæller om det store spring, drømmene og hvorfor han forsøger at blive mere vred og indebrændt på banen.

»Man får en anden rolle. Jeg kunne mærke det blandt spillerne først. Der er pludselig et større ansvar, det følte jeg i hvert fald, for at vise de andre, at de kan stole på mig, at jeg nok skal gøre det godt og være en sikker sidste skanse. Der var noget ekstra fokus på mig fra trænerne. Du smider tit en ung angriber ind, men med en ung målmand er der mere pres, fordi en enkelt fejl kan koste. Det er en mere udsat position. Men det er også samtidig charmen ved at være målmand. Det er derfor, vi står derinde,« siger Jonas Lössl.

De gode resultater og præstationer gav i september en plads på landsholdets bænk i kampen mod Island, hvor Anders Lindegaard stod i stedet for skadede Thomas Sørensen, Stephan Andersen og Jesper Christiansen. Ligesom det viste sig at være tilfældet med Anders Lindegaard, har udenlandske klubber holdt øje med Jonas Lössl og dennes præstationer i FC Midtjylland. Talentspejdere er der ikke mange af til 2. divisionskampe, og Lössl indrømmer, at har brugt kræfter på at finde ud af, hvordan han skal håndtere al den opmærksomhed og ros, han har fået.

»Tankerne begynder at løbe, selvom man er blevet advaret om det. At når man får lov til at spille, skal man pludselig have det hele, og så går det kun en vej. Man skal huske på, at det er den næste bold, der skaber alt det andet,« siger Jonas Lössl.

»Man slås da lidt med det. Jeg skal ikke tale ned til 2. division, men fra at spille mod Jetsmark (Blokhus FC, Red.) til at få alle mulige navne smidt i nakken og få en side i jeres avis, der er der lidt at vænne sig til. Det har jeg da haft lidt (arbejde) med og gjort mig nogle tanker om. Jeg har hørt fra de kloge mennesker omkring mig, at man skal holde benene på jorden, tænke på næste kamp og så lade sig smigre og motivere af alt det andet i stedet for at tage det alt for meget til sig,« siger Lössl.

Skal dyrke vreden og æren

Noget, som Jonas Lössl til gengæld tager til sig, er vurderingerne fra Jens Ørgaard, målmandstræner Morten Hyldgaard, Glen Riddersholm og de andre trænere, der i FC Midtjylland og på landsholdet forsøger at forbedre den 21-årige målmand.