Lössl, vreden og potentialet
»Jeg skal ikke sammenligne mig med ham. Men det er inspirerende at se, hvordan han har grebet chancen, da bolden blev spillet til ham. Han tog chancen og blev pissegod. Han fortjener det,« siger Jonas Lössl. Jonas Lössl har ingen planer om et decideret personlighedsskifte eller at kopiere Anders Lindegaard, Peter Schmeichel og andre målmænd med ild i bagdelen. Men han håber på, at han kan udvikle sig lidt i deres retning, når det kommer til at sætte en ære i at holde bolden på den rigtige side af stregen.
»Det med at være rolig og at være fandenivoldsk, det er noget, der ligger dybt i ens person. Jeg bliver nok aldrig en, der farer ud. Jeg skal blive ved med at avle det med at være rolig, men jeg kan lære noget af det med at være fandenivoldsk. Hvordan man lærer det er svært. Jeg skal tro på, at jeg har det i mig, og så se, hvordan det føles at komme ud med det. Man kan prøve det og se, om man kan tillægge sig det. Man skal brænde og være sur til hver træning. Jeg kan flytte mig ved at dyrke det,« siger Jonas Lössl.
Lössls agent Allan Bak Jensen har til tipsbladet.dk fortalt, at målmanden kunne blive det næste større salg i FC Midtjylland, hvis han står et godt U/21-EM på hjemmebane til juni. Hvornår det er bedst at rejse til udlandet ved Lössl ikke, men han har ikke travlt med at forlade FCM.
»Det var fedt, at FC Midtjylland havde lyst til at skrive med mig. Jeg tog det som en belønning for det, jeg havde gjort, frem for en sikring for dem. Jeg er sikker på, at de vil mig det bedste. Hvis der en dag står den rigtige klub for mig, og det også er rigtigt for FC Midtjylland, jamen så sælger de mig. Jeg kan rigtig godt lide at være her og vil gerne skabe resultater. Men på et tidspunkt har jeg ambitioner om at komme ud, det skal man have. Og det kunne godt være i den lidt nærmere fremtid frem for noget, jeg løst slynger ud. Men jeg er rigtig glad for at være her i 3½ år endnu, det her er klubben, jeg brænder for,« siger Jonas Lössl, der glæder sig til slutrunden, hvor Danmark er i pulje med Schweiz, Hviderusland og Island.
»Det bliver - se, jeg siger 'bliver'!. Jeg håber, at det bliver rigtig stort. Jeg vil stå, det har jeg sagt til mig selv, at jeg kan. Jeg ved, at det lidt er ude af mine hænder, men jeg vil stå. Jeg skal udvikle mig og så have den oplevelse med. Det bliver det største, jeg har prøvet.«