I starten af indeværende sæson blev Jakob Poulsen degraderet i FC Midtjylland efter flere år som anfører og profil, men i stedet for at indtage en reserverolle i Superligaen drog den erfarne midtbanespiller på karrierens tredje udlandseventyr.
Han skiftede i september til australske Melbourne Victory, og i efteråret har danskeren etableret sig som en fast mand på holdet down under. Af de første 13 kampe i den australske liga har han således spillet 12.
Alligevel begyndte der i starten af januar at florere løse rygter om, at danskeren kunne få lov til at forlade klubben for at gøre plads til en ny udlænding i truppen – nemlig den tidligere SønderjyskE-spiller Marco Rojas. I A-League må klubberne nemlig blot have fem udlændinge i truppen på samme tid.
De rygter har dog ikke noget på sig, forklarer Jakob Poulsen til tipsbladet.dk.
- Jeg har set rygterne. Jeg har ikke hørt noget fra klubben, så jeg tænker, at de må sige noget til mig, hvis de ikke vil have mig her længere, understreger Jakob Poulsen.
Læs også:Økonomien kan komme i vejen: Horsens forbereder sig på stille vindue
Melbourne Victory har i denne sæson ikke kunnet leve op til sidste sæsons præstation, hvor de sluttede på tredjepladsen i A-League, og de er aktuelt nummer seks i rækken. Men Jakob Poulsen har trods det været tilfreds med sine egne præstationer.
- Jeg synes, det går meget godt. Jeg spiller stort set fast for tiden, og det går meget godt personligt. For holdet går det meget op og ned i øjeblikket. Vi vandt to kampe i træk, og så tabte vi en udekamp mod et af bundholdene, som vi burde have slået. Det er lidt op og ned, og nu har vi et svært program i de næste fire kampe, siger den tidligere FC Midtjylland-stjerne.
En anderledes fodboldoplevelse
Jakob Poulsen har tidligere været på udlandsophold i hollandske SC Heerenveen og franske AS Monaco, men opholdet i australsk fodbold er første gang, at han spiller udenfor Europas grænser.
Og det er en ny og speciel oplevelse for den 36-årige dansker, der dog understreger, at der ikke mangler intensitet i kampene.
- Selvfølgelig er det anderledes. Det er en lukket liga, hvor man ikke kan rykke op og ned, og der er et salary cap (lønloft, red.) og et maksimumantal på udlændinge, der sætter sine spor på ligaen. Men jeg synes, at intensitetsmæssigt og i forhold til hvordan kampene forløber, er der egentlig meget godt gang i den, siger Jakob Poulsen til tipsbladet.dk og tilføjer:
- Det er ikke sådan, at man bare kan stå stille og spille bolden fra side til side. Men der er selvfølgelig også ting, hvor der er plads til forbedringer. Ellers var det nok hernede, alle stjernerne rendte rundt. Men det er spændende. Det har været sjovt indtil nu.
Jakob Poulsen står også i en lidt uvant situation i forbindelse med sin kontrakt. I FC Midtjylland fik han som regel forlænget aftalen et godt stykke tid, før den egentlig stod til at løbe ud, men det er anderledes nu.
Kontrakten i Melbourne Victory udløber efter denne sæson, og der er altså kun et par måneder til, at danskeren står uden klub. Han tager dog situationen med ophøjet ro.
- Det er overhovedet ikke vigtigt. Ikke den her gang. De andre gange har det været rart. Når man gjorde det godt, var det rart at få fremtiden plads, når man havde gode kort på hånden. Men denne gang tager jeg det meget stille og roligt. Jeg nyder det lige nu og spiller mange kampe. Der er lang tid til sommer, og jeg er heller ikke helt ny længere, siger Jakob Poulsen og understreger yderligere, at han slet ikke har travlt med at få fremtiden på plads:
- Det der med fremtiden stresser jeg overhovedet ikke over lige nu. Jeg tager det meget stille og roligt, og så ser vi, hvad der kommer til at ske, når vi nærmer os kontraktudløb hernede, og så tager vi den derfra.
Jakob Poulsen, 36 år, har tidligere spillet i Esbjerg fB, SC Heerenveen, AGF, FC Midtjylland og AS Monaco. Desuden har den erfarne midtbanespiller optrådt 35 gange i den danske landsholdsdragt.
Læs også:Tidligere Esbjerg-profil træner med i OB
Læs også:Overrasket FCK-boss: Forhandler med nogle, vi knap har hørt om
Læs også:Avis: FC Midtjylland vil udleje brasilianer