Generelle

Ego'et kan stoppe Utaka

Peter Utaka bomber løs for OB, men ifølge Canal9's fodboldekspert Morten Bisgaard kan målstimen få en ende.

Peter Utaka har haft et fantastisk efterår, hvor han har scoret ni mål i 12 kampe. Det har gjort ham til et varmt navn på transfermarkedet, akkurat ligesom hans forgænger Djiby Fall var det sidste efterår. Fall havde også scoret ni mål efter 12 kampe, men så gik senegaleseren i stå og scorede ikke resten af efteråret.

Det samme kan ske for Utaka, mener ex-OB'eren Morten Bisgaard.

- Ja, det er jeg faktisk bange for. Nogle angribere har jo et ego-problem, for ligesom målmænd tænker de meget på sig selv. Det kan give bagslag, for det er en hårfin balance mellem at være en god angriber og blive for egoistisk. Det kan gøre, at han kommer ind i en målkrise. Nogle spillere kommer til at læne sig tilbage og nyde succesen. Det kan bremse hans udvikling og muligheder for at komme videre, siger Morten Bisgaard, der i dag er fodboldekspert på Canal9, til tipsbladet.dk.

Rent spillemæssigt og fysisk har Utaka allerede nogle begrænsninger, mener Bisgaard.

- Han skal stadig arbejde med sin fysik og sin kondition. Han er jo ikke den, der ligger forrest, når der er løbetræning i skoven. Det skal han måske heller ikke, men han kan godt blive endnu mere dominerende, siger Bisgaard, der dog har slået fast, at han mener, at Utaka er for god til SAS Ligaen.

Peter Utaka kan på lørdag overgå sin målscore ved at komme på tavlen mod Randers i SAS Ligaen.

LÆS OGSÅ: Er Utaka for god til SAS Ligaen?

LÆS OGSÅ: Utaka lignede hængt kat

LÆS MEGET MERE OM PETER UTAKAS STYRKER, SVAGHEDER OG MULIGHEDER FOR AT KOMME TIL UDLANDET TIL VINTER I TIPSBLADET UPDATE - LIGE HER .

Tipsbladet udkommer hver tirsdag og fredag.