Da Lucky Luciano mistede sit fornavn

18. oktober 2005 ringede Italiens mest berømte fodboldvært Fabio Baldas til Juventus-direktøren Luciano Moggi. Det var på dagen for Baldas' gennemgang af weekendens spillerunde i Serie A på italiensk tv.

Baldas: "Hvordan har du det? Godt?"

Moggi: "Godt."

Baldas: "Hør engang, Luciano, vi har ikke så meget i dag … Der er Rodomonti (en dommer, der havde dømt rundens kamp mellem Cagliari og Milan, red.). Er det okay, hvis vi får ham til at se skidt ud? Hvis du er enig naturligvis …"

Moggi: "Okay, selvfølgelig."

Baldas: "Og så? Og så? Der er selvfølgelig altid Siena-Fiorentina …"

Moggi: "Men var der straffe?"

Baldas: "Øh … For fanden, ja, der var straffe! Og der er Rosetti (en anden dommer, red.). Du ved, fyren … Men hvad skal vi gøre, hvis vi viser ham?"

Moggi: "Nej, nej, lad ham være … Bare drop Siena-kampen."

Baldas: "Okay. Vil du gøre mig en tjeneste, hvis jeg får brug for en?"

Moggi: "Selvfølgelig."

Baldas: "Så du ringer snart?"

Moggi: "Ja, snart."

Baldas: "Godt, farvel."

***

Luciano Moggi var specialist i den type samtaler. Undersøgelser fra sagen mod den 69-årige toscaner dokumenterer, at han i gennemsnit foretog eller modtog 416 telefonsamtaler om dagen. Han var i besiddelse af seks mobiltelefoner og 300 SIM-kort, og i en periode på ni måneder ringede han eller blev ringet op godt og vel 100.000 gange.

Statistikken siger alt om det system, 'Moggiopoli', som Juventus-direktøren over en årrække formåede at konstruere og udvikle for at skaffe sig kontrollen over italiensk klubfodbold og i sidste ende sørge for, at intet gik Juventus imod. Eller endnu bedre: At det meste gik Torino-klubbens vej. En samtale med en tv-vært som Baldas, som, viser det sig, Luciano Moggi talte med før stort set hver udsendelse, kunne eksempelvis gavne Juventus, hvis Moggi ønskede at tryne en dommer, der – med rette eller urette – havde dømt mod holdet. 50.000 havde måske overværet kampen live, men nu så millioner med i de italienske stuer, og deres syn på sagerne blev påvirket af, hvordan Baldas – og Moggi - vinklede hændelserne.

"Hvis du som dommer er sikker på en kendelse, så er der ikke noget problem, men hvis du ikke er sikker, så ligger det i baghovedet, at hvis du nu begår en fejl, der går ud over Juventus, så vil alle tale om den, og den vil blive tophistorien i tv og i alle sportsaviserne. Hvis du begår en fejl, der går ud over en mindre klub, så vil ingen medier tage notits af den. Det var det, der skete i Italien, hvor Moggi havde skabt et klima, der gjorde, at hvis en dommer lavede en fejl, der gik Juventus imod, ville han blive totalt massakreret i medierne," siger Gabriele Marcotti, journalist på Corriere dello Sport.

"Og så er der ikke så langt til, at man ikke bare undlader at dømme mod Juventus, men at man faktisk begynder at dømme for Juventus," tilføjer han.

Men hvad fik en mand som Baldas ud af det? Han fik som journalist en god kilde i Moggi. Han fik fortrinsret til interview med Juventus' spillere, og han fik lettere adgang til de mere end 200 spillere, som fik deres interesser plejet hos agentvirksomheden GEA, som Luciano Moggis søn, Alessandro, stod i spidsen for.

På samme måde evnede hovedpersonen at indfange andre journalister, klubdirektører, spillere, dommere, folk fra det italienske fodboldforbund – you name it – i sit netværk. Den ene tjeneste var den anden værd i 'Moggiopoli'.

***

Manden med tjenesterne begyndte som ung mand i Monticiano nær Siena at assistere en bager, der i sin fritid arbejdede med at finde spillere til de lokale klubber. Da han var sidst i tyverne, opgav han endeligt den karriere ved jernbanen, som han havde opbygget, siden han forlod skolen som 13-årig, og som var kulmineret med et job som fuldmægtig på et billetkontor.

Luciano Moggi forlod provinsbyen og slog ind på en løbebane som fodboldagent, og blandt kunderne var Juventus. Han fik siden job i klubbens administration, før han i 1975 flyttede til Roma, hvor han ifølge forfatteren Marco Travaglio, der har skrevet en biografi om Moggi, udbyggede sit netværk til ikke blot at indbefatte agenter, talentspejdere, spillere og trænere, men også politikere, berømtheder, diplomater og ikke mindst journalister. Moggi tilbragte 1980-81 i Lazio og flyttede i firserne rundt mellem klubber i Rom, Torino og Napoli, inden han slutteligt slog sig ned som direktør i Juventus.

Det var i den klub, han for alvor begyndte at sætte italiensk klubfodbold i scene. Og det var i den klub, det hele ramlede: Luciano Moggis metoder blev afsløret, han forlod Juventus i maj i år og blev siden bortvist fra italiensk fodbold i fem år. Med i faldet rev han en af verdens største fodboldklubber. Men hvad var det, han gjorde forkert? For er det forkert at opbygge et netværk og udveksle tjenester? Luciano Moggi er ikke i tvivl: Han har bare udøvet lobbyvirksomhed, gjort det bedste for sin klub. Det er vel trods alt bedre at have venner end fjender?

"Ingen lov - måske med en undtagelse eller to – er overtrådt. Ingen penge er blevet udvekslet, men set fra et etisk synspunkt er Moggi skyldig. Det er vigtigt at forstå, at han ikke er blevet dømt i det civile retssystem, men ved en sportsdomstol," fastslår Gabriele Marcotti.

Men har vi så set det hele? Er alle skeletterne blevet hevet ud af skabet? Kan Serie A begynde på en frisk med den nye sæson?

"Der er et netværk af hold – Siena, Messina og Reggina i særdeleshed – som altid er blevet hjulpet meget af Moggi. Reggina blev også straffet, men jeg tror, at der er mere at komme efter. Det er klubber, som virkelig ikke burde spille i Serie A, og havde det ikke været for Moggi, var de klubber for længst rykket ned," vurderer Gabriele Marcotti.

Spørgsmålet er, om heldet for disse klubber slap op samtidig som for manden, de indtil for ganske nyligt kaldte Lucky Luciano. Svarene falder fra i weekenden i den liga, italienerne nu har omdøbt til 'Den ny Serie A'.

Kilder: La Gazetta dello Sport, Corriere dello Sport og Observer Sport Monthly