Der venter en vanvittig vigtig kamp for FC Midtjylland i aften, når de danske mestre møder Slovan Bratislava i playoff-runden i Champions League-kvalifikationen.
Og cheftræner Thomas Thomasberg har valgt en særdeles offensiv startopstilling mod slovakkerne, hvor Aral Simsir og Dario Osorio starter på kanterne, mens Adam Buksa og Franculino starter i angrebet. Og det er en opstilling, der begejstrer Viaplay-kommentator Brian Laudrup.
- Jeg elsker den. Det vil jeg godt sige. Der er ingen tvivl om, at Thomasberg er gået all in her. Når vi snakker om to kampe, hvor du skal kvalificere dig til Champions League, og du har den måske største mulighed nogensinde, så går han altså all in her, og jeg kan godt lide det her med, at man tager sine x-faktor-spillere med: De spillere, der er i absolut topform i øjeblikket, siger Brian Laudrup og slår fast:
- Det her er det mest offensive udtryk, vi kunne få at se her på Heden.
Brian Laudrup peger samtidig på, at FC Midtjylland potentielt kan få problemer i venstre side af bagkæden, hvor de voldsomme skadesproblemer betyder, at Juninho starter som venstre back.
- Jeg kigger en lille smule på den her kamp i kampen. Juninho, der ikke spiller på sin vante position og ikke er perfekt som venstre back, kommer til at stå overfor Barseghyan, som er en armener, der har fart i fødderne, er direkte i sit spil og er meget venstrebenet. Det kan blive interessant, lyder det fra Brian Laudrup, der også fremhæver Slovan Bratislavas offensive profiler Vladimir Weiss og David Strelec.
Også Stig Tøfting er begejstret for Thomas Thomasbergs beslutning om at blæse til angreb.
- Det har jo sin helt klare årsag, og det er jo, at det ikke bliver nemt at komme ned at spille i Bratislava på det stadion dernede med 22.500 tilskuere. Måske endnu mere en heksekedel end det var, da de mødte Ferencvaros. Så der er ingen tvivl om, hvilket vi også har hørt Thomas Thomasberg sige, at de går efter at vinde med mere end ét mål.
- Vi så også, at da man vandt 2-0 over Ferencvaros, så var det med lodder og trisser, for vi sad med bange anelser i første halvleg, og det brændte rigtigt meget på. De fik så alligevel udlignet til 1-1 og så døde kampen i anden halvleg, lyder det fra Stig Tøfting.
Det er klokken 21.00, at braget mellem FC Midtjylland og Slovan Bratislava sparkes i gang.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.