Video : Tipsbladet
Bundesliga

Hannover-træner roser Dominik Kaiser efter testkamp

Hannovers cheftræner er imponeret over Dominik Kaiser, der fik uofficiel debut søndag.

Dominik Kaiser forlod Brøndby IF og Superligaen til fordel for Hannover 96 og 2. Bundesliga lørdag, og allerede søndag fik den tyske midtbanespiller uofficiel debut for sin nye klub. Hannover mødte således Viktoria Berlin fra den fjerdebedste tyske række i en kamp, der sluttede 3-3.

Men mens det ikke var et imponerende resultat for 2. Bundesliga-klubben, fik Dominik Kaiser vist, hvorfor Hannover har hentet ham. Efter kampen havde cheftræner Kenan Kocak således rosende ord til overs for den tidligere Brøndby-stjerne.

Læs også:Udlejet AaB'er overvejer fremtiden: Foråret afgør tingene

- Boldsikkerhed, taktisk forståelse og lederskab - han har mange kompetencer, som han kommer med, siger Kenan Kocak om Dominik Kaiser ifølge Bild.

Dominik Kaiser, 31 år, har tidligere spillet for Hoffenheim og RB Leipzig i Tyskland, og i efteråret var han en af de helt store profiler i Superligaen. På 20 kampe i Superligaen nåede han at notere sig for hele otte mål og to oplæg fra sin plads på Brøndby IF’s midtbane.

Læs også:FC København på vej mod endnu en historisk stor sponsoraftale

I Hannover skal han hjælpe holdet med at undgå nedrykning fra 2. Bundesliga. Aktuelt er klubben nummer 13 ud af 18, men de har blot fire point ned til SV Wehen Wiesbaden, der er under nedrykningsstregen.

Tirsdag skal Hannover møde Jahn Regensburg i 2. Bundesliga, og her kan Dominik Kaiser få officiel debut. 

Læs også:Avis: Ronnie Schwartz spøger stadig i AGF