Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bjørn Paulsen skal have ny chef: Tredje trænerfyring i tysk kriseklub

FC Ingolstadt har netop ansat sin femte træner i denne sæson, efter klubben fyrede Jens Keller, der hentede Bjørn Paulsen til i vinter. Holdet ligger sidst i 2. Bundesliga.

Bjørn Paulsen er landet midt i en kaotisk tid i FC Ingolstadt. Klubben har netop fyret sin træner for tredje gang i denne sæson, mens den også har ansat ny sportschef. Holdet, der ellers spillede i Bundesligaen i forrige sæson, ligner en kommende nedrykker til 3. Liga.

Lad os lige tage trænerkarrusellen: Stefan Leitl indledte sæsonen, men blev fyret i september. Efter ham fulgt den tidligere Werder Bremen-træner Alexander Nouri, men han holdt kun to måneder, og Roberto Pätzold tog over på midlertidig basis. I begyndelsen af december ansatte Ingolstadt så Jens Keller, der altså mistede jobbet tidligere i dag efter fem nederlag på stribe.

I hans sted har klubben ansat Tomas Oral, der også var cheftræner fra 2011 til 2013. Han skal forsøge at redde holdet, der har fem point op til playoffkampe om overlevelse og syv til direkte oplevelse.

- Vi ved alle, at det er en svær opgave. Men det er ikke umuligt. Jeg er helt overbevist om, at hvis alle trækker på samme hammel og gør deres andel i de resterende syv uger, har vi en realistisk chance for at se FCI i 2. Bundesliga i den kommende sæson, siger Oral til klubbens hjemmeside.

Som assistent får han Michael Henke, mens Ingolstadt har ansat Thomas Linke som ny sportslig ansvarlig i klubben. Alle tre har fået en kontrakt frem til sommer.

Bjørn Paulsen har, siden han kom til klubben i januar, spillet ni kampe og scoret to mål. Han er fast mand på højre back.