De har trukket overskrifter den seneste uges tid, Viborg FF, efter klubben tidligere i sæsonen skrev kontrakt med hollanske Bernio Verhagen, der har vist sig at være lidt af et mysterium.
Både B.T. og Bold kunne fortælle, hvordan Bernio Verhagen har pyntet på sit cv ved at fortælle om den ene prøvetræning efter den anden i danske klubber, men de danske klubber kender i det store hele ikke til spilleren eller prøvetræninger. Også i udlandet har der været undren.
Og Viborg måtte i weekenden komme med en redegørelse af forløbet, hvor man blandt andet forklarer, at man er blevet snydt af folk, der har givet sig ud for at være fra den store agentvirksomhed Stellar Group. Klubben forklarede Verhagens kontrakt med, at man ønskede at forstærke relationen til det store agentnetværk i Stellar Group.
Sagen, der er blevet politianmeldt, har dog ikke fået Viborg til at stoppe med at søge at forbedre sig. På Viborgs hjemmeside fremgår det, at klubben fra NordicBet Ligaen kigger nærmere på en kontraktfri brasilianer.
21-årige Jaja Silva får muligheden for at overbevise den sportslige ledelse med Jesper Fredberg i spidsen.
Offensivspilleren er med, når Viborg klokken 14.00 spiller reserveholdskamp mod Esbjerg fB.