- Jeg er som en god flaske rødvin. Jeg bliver bedre med alderen.
34-årige Thomas Mikkelsen har vist storform for Kolding IF i NordicBet Ligaen. Han haglede nemlig 12 mål ind i den seneste sæson, og det var nok til en tredjeplads på topscorerlisten, men angriberen skal alligevel finde sig et nyt sted at spille.
Nu har jeg set, at de har fået Troels Bech som sportsdirektør, og Troels Bech var jo med til at hente mig, da jeg kom til OB første gang.
Thomas MikkelsenTidligere OB-spiller
Mikkelsen har nemlig valgt at forlade NordicBet Liga-klubben, da han ikke kunne blive enig om en ny aftale.
Angriberen er dog glad for, at han skal videre.
- Jeg føler mig faktisk ret afklaret, og jeg har været afklaret siden i vinter. Jeg glæder mig til at prøve noget nyt, siger Thomas Mikkelsen til Tipsbladet.
Artiklen fortsætter under billedet.
OB er en fantastisk klub
Lige nu skal Mikkelsen finde ud af, hvad der skal ske. Angriberen har dog et ganske varmt forhold til OB, som han har tørnet ud for i Superligaen.
Nu frister OB en ny tilværelse i NordicBet Ligaen, og Mikkelsen kan godt se sig selv i den stribede trøje i kampen om at komme tilbage til Superligaen.
- Jeg synes jo, at OB er en fantastisk klub, og jeg synes, at det er synd for en klub som OB, at den er rykket ned. Hvis OB ville være interesseret i mig, så vil jeg da ikke udelukke noget. Nu har jeg set, at de har fået Troels Bech som sportsdirektør, og Troels Bech var jo med til at hente mig, da jeg kom til OB første gang.
- Jeg synes ikke, at jeg er blevet en dårligere fodboldspiller, men jeg er måske blevet ældre. Erfaringen har jeg, siger angriberen og tilføjer.
- Jeg synes, at jeg var en stor del af, at Kolding rykkede op til NordicBet Ligaen, og at Kolding har gjort det så godt, som vi har gjort i år. Jeg føler mig fit og er i god form. Jeg er som en god flaske rødvin. Jeg bliver bedre med alderen, siger han med et smil.
Mikkelsen har tidligere i karrieren haft stor succes i islandsk fodbold for Breidablik. Tilbage i januar skrev islandske medier, at Mikkelsen overvejede at tage til islandsk fodbold.
- Jeg ved det ikke. Jeg har også nogle børn, som jeg skal tænke på. Hvis det rette tilbud er der, vil jeg ikke udelukke noget. Det hele skal hænge sammen, siger Thomas Mikkelsen til Tipsbladet.
Mikkelsen leverede tre mål i 29 Superliga-kampe i sæsonerne 2014/2015 samt 2016/2017.
Danskeren vendte hjem fra islandsk fodbold i sommeren 2021 og tog til Kolding.
Tidligere i karrieren var den danske angriber blandt andet en del af skotske Dundee United og Ross County.