Bragt i Tipsbladet fredag den 11. maj
Jeg skal indrømme, at det gjorde indtryk på mig, da jeg lørdag aften læste nyheden om, at Sir Alex Ferguson var blevet indlagt og opereret for en hjerneblødning.
Manden, der inden for fodbolden mere end nogen anden har udfordret mantraet om, at intet varer evigt, viste sig at være blevet gammel og sårbar. Jeg er ikke Manchester United-tilhænger, men jeg frygtede, at vi ville miste en af fodboldens helt store personligheder, og jeg var tydeligvis ikke den eneste.
Som altid bringer vi Twitterugen i spalten ved siden af denne leder, og vi kunne have fyldt denne og de næste tre-fire uger med Ferguson-tweets alene.
God bedring-beskederne tikkede ind fra nær og fjern (for eksempel fra baseballklubben Chicago White Sox) og fra venner og fjender (Liverpool FC, Manchester City og Leeds United sendte alle deres støtte).
Alex Ferguson er helt tydeligt en person, som langt de fleste i sporten har et forhold til, og tilsyneladende er det i manges tilfælde positivt, selv om adskillige spillere og fans nok har bandet skotten og hans Manchester United-hold langt væk i halvfemserne og nullerne, da det var blandt verdens absolut stærkeste.
Jeg både tror og håber, at vi får lov til at beholde Sir Alex Ferguson på denne jord. Han er en fighter, og da denne leder blev skrevet onsdag formiddag, rapporterede de engelske medier, at han var ved bevidsthed og kunne sidde op og tale oven på en succesfuld operation.
Alligevel vil jeg bruge denne lederplads til at hylde ham for det, han opnåede i små fire årtier som manager. Når store mænd eller kvinder dør, ærgrer vi os ofte over, at vi ikke nåede at hylde dem nok, mens de var i live. Lad os rette op på det her: Sir Alex Ferguson er efter min mening den største træner i verdenshistorien.
Han revolutionerede ikke taktikken som Rinus Michels eller Arrigo Sacchi, men han havde en holdbarhed, som er næsten uhørt i fodboldens verden. Da han overtog Manchester United i november 1986, var de engelske klubber udelukket fra at spille i Europa, og da han stoppede som manager i 2013, havde sporten udviklet sig til en globaliseret milliardindustri med Premier League som lokomotiv.
Sir Alex Ferguson sad forrest i toget hele vejen og satte kursen med sit altdominerende United-hold. 13 mesterskaber, fem FA Cup-titler og 2 Champions League-trofæer siger det meste.
Men for mig understreges Fergusons storhed af det, han præsterede, før han kom til England. Hvilken klub var den seneste, der formåede at snyde Celtic og Rangers i kampen om det skotske mesterskab? Alex Fergusons Aberdeen i 1985.
I de seneste 35 år har Videoton, FC Köln, Valencia, Leverkusen, Atlético Madrid (to gange) og Juventus (ligeledes to gange) forsøgt at besejre Real Madrid i en europæisk finale. Ingen af dem har formået at nedkæmpe vindermaskinen fra den spanske hovedstad.
Aberdeen gjorde det i Europa Cuppen for Pokalvindere i 1983.
Og Alex Ferguson sluttede på toppen, fordi han formåede at forny sig selv og sit hold.
Som manager var han aldrig bange for at bryde et hold op ved at sælge profiler, og han svarede altid igen, når nye udfordringer som Arsène Wenger, José Mourinho eller oliemilliarder dukkede op i ligaen. I 2012, da City netop havde vundet det første mesterskab efter Abi Dhabi-overtagelsen, kaprede han Robin van Persie i Arsenal. Hollænderen scorede 26 gange på vejen mod det engelske mesterskab; det sidste i Alex Fergusons sidste opgave som manager, en skør 5-5-kamp mod West Bromwich.
Det var den afsluttende store oplevelse, skotten gav efter årtier som Manchester United-manager. Der var utallige andre undervejs. For Alex Ferguson er den største af dem alle.
