Hopla – vi lever!
Man fristes til at grave en firser-frase frem i anledning af lørdagens danske 1-0-sejr over Peru i VM-premieren. For det betyder alverden, at Danmark fik de tre point i åbningskampen.
Et nederlag havde resulteret i adskillige vægmalerier med djævelen afbilledet; ja selv uafgjort havde givet panderynker i det ganske land. Vist er der masser af plads til forbedring i det danske spil, men det kan aldrig være overskriften efter en sejr ved VM. Det overordnede fokus må være, at sejren kom i hus. VM-drømmen lever.
Ingredienserne i triumfen mod Peru var endda nogle væsentlige dyder, som kan bære en nation som Danmark langt ved en slutrunde:
Masser af fight, hjerte og karakter. En god målmand. Offensivspillere der kan udnytte bare én afgørende chance. Tilsat lidt held.
Lige præcis disse dyder har før karakteriseret store danske slutrundehold. I 1986 var det også hårdt arbejde og en effektiv Preben Elkjær, der sørgede for den smalle 1-0-sejr mod Skotland i første gruppekamp. I 1998 blev Saudi-Arabien også nedlagt med møje og besvær med samme cifre. Ja, selv i 2002 skulle der slides og slæbes for 2-1-sejren over Uruguay.
Ingen af de foregående fire danske VM-slutrunder er blevet indledt med champagnebold, og derfor betyder det ikke så meget for mig, at der var nogle huller i osten i kampen mod Peru. Ja, offensiven skal blive meget bedre. Ja, defensiven gav for mange chancer væk. Men Danmark vandt på en dårlig dag; hvordan skal det så ikke gå, når det gode spil bliver fundet frem?
Det væsentligste for mig i lørdagens kamp var naturligvis Kasper Schmeichels bedrifter. Han leverede det femte clean sheet på stribe i landsholdssammenhæng, og har nu sat ny rekord for flest minutter i træk uden at lukke mål ind for Danmark.
Det er imponerende i sig selv, og hans præstation mod Peru lever fint op til tidligere tiders store danske målmandsbedrifter ved slutrunder: Lars Høghs reflekser mod Tyskland i 1986, Peter Schmeichels mirakler i 1992, Thomas Sørensens sikre hænder i 2002 og Stephan Andersens stærke parader ved EM i 2012.
En sikker sidste skanse giver en enorm selvtillid og en enorm tryghed for et fodboldhold, for når det fremadrettede spil ikke kører, er det vigtigt, at man kan stole på, at målmanden holder de andre fra at score.
Det svingende spil til trods må sejren mod Peru give håb og tro på avancement. En sejr mod Australien i næste kamp kan være nok, og lørdagens 1-0-sejr kan være det boost, der skal til for at forløse den lidt krampagtige danske offensiv.
Jeg er sikker på, at det bliver bedre i næste kamp, for den første kamp mod Peru var præget af at være meget mere end bare en fodboldkamp. Det var en VM-premiere, for pokker, og jeg synes, at matchvinder Yussuf Poulsen sagde det så fint efter kampen:
- Det var en speciel kamp. For mange af os var det første VM-kamp nogensinde. Der var noget nervøsitet. Det var en hektisk begyndelse, og det var meget hektisk hele vejen igennem. Vi gav alt og kæmpede. Vi kastede os ned i bolden indtil sidste minut, lød det fra Bundesliga-danskeren.
Nu er nerverne væk, og så længe hjertet er på rette sted, er der håb.
Det danske landshold spillede og vandt med hjertet.
Mere vil jeg egentlig ikke forlange.
