Kære Magnus
Hvor må det altså være spændende for dig at flytte til København og skulle spille kampe i Europa, vinde pokaler og tjene penge til nye musikinstrumenter i hjemmestudiet. Håber du er faldet godt til i storbyen, har fundet dig et rart sted at bo og nogle gode nye kammerater.
Det må jo ikke være helt let sådan at skifte klub, når der inde bag løvelogoet sidder et rødt hjerte af guld, der stadig banker for SIF. Men hvor er det skønt, at vi nu kan være lidt tættere på hinanden igen. For vi har også savnet dig!
Men Magnus, mens du har siddet dernede i Holland og lavet beats til klubbens podcast og set SIF-kampe på piratstreams, har en ny Prins Mattsson indtaget Silkeborgen og forblændet os med sit lyse svenskerhår og syngende tacklinger.
Glemt er husmandsfinter og hurtige fødder, opstanden er fight, pålidelighed og vilje så stærk som Sanistål. Nok var du vores første Mattsson-kærlighed og savnet stort, da du forlod os. Men Pelle har erobret hvert et hjørne af Søhøjlandet og fået os til at glemme alle hjertesorger.
Vi er videre! Og stærkere end nogensinde.
Uanset hvad ønsker vi dig et varmt og hjerteligt velkommen hjem til Jysk Park, Magnus, og vi håber du får masser af succes i Superligaen og tager Hjulmand med storm.
Godt nok spiller du på søndag ude, men du vil altid være hjemme hos os
Kh. Din ven for altid.
PS. Far nu ikke vild i storbyen.
Skriv til Jeppe Lindegaard på FanklubbenSIF@tipsbladet.dk