Tvillingerne fra Vestegnen

I Viasat Cup finalen 2006 spiller FC Nordsjælland mod AaB på Aalborg stadion. Det er dagen inden sommerferien, og brødrene skal til Kreta dagen efter. Efter fem minutter modtager Simon bolden fra forsvaret. Han tager en dårlig førstegangsberøring og i sit forsøg på at prikke den videre, kaster han sig fremad samtidig med, at bliver han skubbet bagfra. Det næste, han hører, er et højt knæk. Chokket bedøver smerten. Selv tror han, at hans fod er brækket men sandheden er, at knæskallen er hoppet ud af led og sidder på ydersiden af Simons venstre ben. Lægen kommer på banen og sætter knæskallen på plads. Ved ankomsten til et sygehus i København, fortæller en læge ham, at det ”bare” er ledbåndet, og at han er ude i et par måneder. Scanningen viser dog, at korsbåndet er røget, samt menisken og ledbåndet er beskadiget. Simon var ude i halvandet år.

”Vi er vidt forskellige”
Efter at være droppet i Brøndby smuttede Jonas tilbage til Valby, hvor drengene voksede op og meldte sig under de blå-røde faner i Frem. Frems ynglingehold var netop rykket op i ynglingeligaen, og her fandt Jonas masser af spilleglæde og gamle barndomsvenner.

Jonas blev i sit sidste år som ungdomsspiller kåret som Årets Talent i Frem efter flere gode præstationer på den offensive midtbane. Tilbage i Brøndby udviklede Simon mere og mere sine defensive spidskomptencer, og den skoling, som tvillingerne fik i det sidste ynglingår, har fulgt dem ind til nu.

Jonas: ”Der har været tendenser til, at forskellige trænere har syntes, at hvis Simon kan, så kan Jonas også. Så nogle gange har vi været overlap for hinanden, og der har det irriteret én, for vi er to vidt forskellige spillere. Vi kan mange af de samme ting, men det er klart, når det er de samme ting, vi øver, men vi er altså to vidt forskellige spillere.”

I FC Nordsjælland bliver Jonas derfor primært brugt som midtbanspiller, mens Simon oftest spiller back. Og da Kildentoft i FCN’s SAS-liga sejr over Vejle blev sendt på bænken, og Simon flyttet fra venstre til højre back, skiftede Jonas også side. 

Gør I hinanden bedre?
Simon: ”Det kan godt være, men det er ikke noget, vi gør bevidst. Vi sætter måske nogle højere krav til hinanden, når vi spiller i samme side, men jeg vil ikke give mig mindre, hvis det var en anden, der spillede der.”

Jonas: ”Selvfølgelig kender vi hinanden bedre, og vi har en anden måde at tackle tingene på, men som Simon siger, så tænker jeg ikke, nu er det Simon, der spiller bag mig, så må jeg hellere dække bedre. Overhovedet ikke.”

Amatørbold i Farum
Da begge blev seniorer i 2004, fik de hver sin besked af Brøndby og Frem. Udfaldet blev dog det samme.  Simon kunne ikke få lovning på at komme i U-truppen og valgte sammen med tre andre spillere og Brøndbys ynglingetræner, Flemming Larsen, at skifte til FC Nordsjællands andethold Farum. Jonas derimod fik en mere opløftende besked i Frem, hvor han blev lovet at komme til at træne med førsteholdet. Men efter to måneder viste det sig at være tom snak, og han sluttede sig derfor til sin bror og Flemming Larsen - træneren som tidligere havde droppet ham i Brøndby - i Farum.

Deres første seniorår i Farum var med til at udvikle dem både mentalt men også fysisk. Langsomt var de ved at indhente deres jævnaldrene.

Jonas: ”Stille og roligt lærer man at bruge sine kræfter på en anden måde og time sine indgreb og sine tacklinger. En ting er at være fysisk underlegen, men en anden ting er at være bange for bolden. I starten var de jo lidt større, så der havde man måske tendenser til at være bange for bolden, men da vi bliver lidt større, så tænker man: nu går jeg bare ind og skræller.”

Simon: ”Det handler også om, hvor mange kampe, man spiller på det her niveau. I Danmarksserien lærte vi, at det virkelig handlede om at save hinanden ned og gå til hinanden, og det måtte vi bare indordne os efter.”

Simon var stadig amatør, da han fik sin debut for FC Nordsjælland i 04/05-sæsonens sidste kamp. Her blev han blev skiftet ind efter 66 minutter.

Jonas: ”Mod Brøndby foran 27.000 tilskuere. Hvem andre end Brøndby? Det var det største, der var sket. Selvfølgelig mest for Simon men også for mig og for hele vores familie. Vi havde jo aldrig prøvet sådan noget med kontrakter. Der har hele tiden været ting, der har overgået hinanden. Nu har vi spillet UEFA Cup. Det er bare drømme på drømme på drømme. Man tager det bare til sig. At vi gør det sammen...”

”Er jo bare en ekstra bonus,” siger de i munden på hinanden.