Norsk teenager scorede fire mål foran Manchester United-scout
Foto: Getty Images
VM

Norsk teenager scorede fire mål foran Manchester United-scout

Et stort talent kan være på vej i Norge.

Der var et stort hysteri i Norge, da Martin Ødegaard pludselig tittede frem for et par år siden. Midtbanespilleren begyndte at træne med førsteholdet i Strømsgodset, da han var 13, og han debuterede for førsteholdet som 15-årig. I 2015 blev Martin Ødegaard som bekendt solgt til Real Madrid.

Nu kan et nyt stort talent være på vej i Norge. 

Søndag aften vandt Molde 4-0 på udebane over topholdet Brann i Eliteseren, og alle fire mål blev scoret af angriberen Erling Braut Håland, der blot er 17 år. Allerede da der var spillet 21 minutter, havde teenageren fundet vej til netmaskerne fire gange.

Oppe på tribunen på Brann Stadion sad en scout fra Manchester United, og han fik altså fire mål fra Håland med hjem at tænke over. 

- Det er fedt, at de var på tribunen, siger den unge mand til Eurosport.no og tilføjer:

- Jeg er Molde-spiller, så jeg fokuserer på at levere her. Så enkelt er det. 

En spiller, der har prøvet at tørne ud for mægtige Manchester United, er Erling Braut Hålands cheftræner i Molde, Ole Gunnar Solskæjr, og han har masser af lovord til overs for den målfarlige teenager.

- Han er fodboldintelligent og ved, hvad han skal gøre foran mål. Han skal ikke tænke på at forsvinde til udlandet. Han skal koncentrere sig om træning, og så skal han gøre sit arbejde mod Vålerenga, inden vi rejser til Nordirland, lyder det fra Ole Gunnar Solskjær.

Erling Braut Håland har scoret seks mål i 13 kampe for Molde i denne sæson.