Det var meningen, at Qatar skulle forbedre forholdene for hundredtusindvis af arbejdere som en del af forberedelserne til VM om tre år. Det har landet også gjort på papiret, men i virkeligheden er mange stadig fanget i noget, der ligner tvangsarbejde.
Det er konklusionen fra Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark, efter hendes organisation netop har udgivet en ny rapport. I den dokumenterer Amnesty, at over 2.000 arbejdere fra tre virksomheder i Qatar ikke har fået den løn, de har krav på.
De resultater er i tråd med det, Amnesty og alverdens medier tidligere har afsløret.
- Der er et klart mønster i, at mange arbejdere får væsentligt mindre end den løn, de er blevet lovet, eller slet ikke får løn. Det er et mønster, vi har dokumenteret i flere situationer. Også arbejdere, som har arbejdet på Khalifa-stadionet, og hvor andre også har fundet det her problem, siger Christensen til tipsbladet.dk om nationalstadionet i Qatar, som bliver centrum for flere VM-kampe.
Ni år er virkelig, virkelig lang tid
Ud af de nævnte 2.000 arbjdere klagede mere end 1.600 af dem til de klageinstanser, som Qatar efter hårdt internationalt pres har oprettet. Ifølge Amnesty har ingen af arbejderne, der kommer fra fattige lande i Asien og Afrika, fået kompensation for den løn, de havde krav på.
Problemet er dels, at de komitéer, der skal behandle klagerne, er overbebyrdede, og behandlings tiden ofte er på seks måneder i stedet for de seks uger, det burde tage. Derudover har Qatar forsømt at oprette den fond, hvorfra pengene skulle udbetales til de arbejdere, der vandt deres klagesager.
- Vi har set det her før, så på den måde er der en tendens i, at nogle af de løfter, der er kommet, simpelthen ikke ender med at betyde bedre forhold for dem, det handler om: arbejderne. Derfor er det, vi siger her igen, ekstremt vigtigt. At man ikke bare slår sig til tåls med nogle pæne ord og nogle etablerede komitéer, men faktisk også følger, om der er handling de fine ord, siger Trine Christensen.
Hun ser tegn på, at Qatar rykker sig og sørger for bedre vilkår for de to millioner migrantarbejdere, der er i landet. Blandt andet ved de nævnte reformer, og at Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har åbnet et kontor i landet.
Det, mener Trine Christensen, var aldrig sket uden det internationale pres, som har regnet ned over Qatar, siden landet vandt VM-værtskabet i 2010. Men det er også ni år siden, og Amnesty dokumenterer selv, at landet stadig har svært ved at overholde de forbedringer, det lover. Så har det internationale pres overhovedet virket?
- Det er ikke på nogen måde i mål, hvis man skal bruge et sportsudtryk. Jeg vil ikke udelukke, at det kan ske. Der er sket ændringer, og vi har nogle institutioner, som ikke eksisterede tidligere. Så der er lagt grunden for, at vi med fortsat pres kan få lavet nogle ændringer, som også vil være historiske, siger Christensen.
Læs også:Rettighedsforkæmper: DBU har medansvar for Qatars misbrug og dødsfald
- Men er vi der endnu? Nej, slet ikke. Langt fra. Ni år er virkelig, virkelig lang tid at have bragt de her emner op.
- Så kan man sige, om det har virket eller ej? Det er i hvert fald sikkert, at der er sket ting, som det ikke var lykkedes nogen af os organisationer at få igennem før, men der er bare lang vej igen, til det er acceptabelt. Derfor er det virkelig nødvendigt at opretholde det her internationale pres, hvis det overhovedet skal nytte noget.
Minder om tvangsarbejde
Trine Christensen fra Amnesty International Danmark frygter, at Qatar bruger dine egne løfter og sine reformer til at fortæller omverdenen, hvor meget landet har rykket sig, uden at det har den fornødne effekt for de mange arbejdere, der bliver fanget i landet uden mulighed for at få deres penge eller for at skifte arbejde.
- Det er virkelig det, som er faren. At det bliver et figenblad. At det ser pænt ud på overfladen, og man lover bod og bedring, men det ikke er blevet ret meget bedre, hvis man kradser lidt i overfladen, siger hun.
- Mange af de arbejdere, vi har talt med, har arbejdet i månedsvis uden at få løn og lever under fuldkommen kummerlige forhold. Og på grund af det stadig eksisterende kafala-system, som arbejderne kommer til Qatar under, må de ikke skifte job. Det kan godt være, de må rejse hjem, men de kan ikke skifte job.
- Det vil sige, de er presset til at tage imod vilkår, som er fuldstændig uacceptable, men deres eneste alternativ er at rejse hjem, og ofte har de stiftet en kæmpe gæld for at komme af sted. Så de er stadig fanget i noget, der minder om tvangsarbejde.
Så hvad er løsningen? Trine Christensen mener, at fodboldens instutioner, herunder FIFA og DBU, skal fortsætte med at presse Qatar til forandring. Den forandring skal gerne omfatte klageinstanser, der rent faktisk kan følge med de mange klager, og:
- Man skal oprette den fund, som aldrig er blevet lavet, men som skal sikre, at arbejderne får deres udbetaling, hvis de vinder deres sag. Mange af dem vinder deres sag, og så må de bare tage hjem uden at få penge alligevel. Det er jo helt absurd. De får ingen støtte til at køre sagerne. Det skal de også have. Og det allervigtigste: At virksomhederne bliver draget til ansvar, og det sker ikke lige nu, siger Trine Christensen.
VM i Qatar begynder i november 2022.
