Dokumentar om russisk dopingchef vandt Oscar - men FIFA har ikke talt med ham
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
VM

Dokumentar om russisk dopingchef vandt Oscar - men FIFA har ikke talt med ham

Grigory Rodchenkovs afsløringer lå blandt andet til grund for, at Rusland blev udelukket fra vinter-OL. Men selv om han hævder at kunne bevise, at russiske fodboldspillere også har dopet sig, har FIFA endnu ikke fundet anledning til at tale med ham. DBU-formand kan og vil ikke gøre noget.

Det lyder simpelt nok. Chefen for Ruslands antidoping-arbejde afslører omfattende, systematisk og statsstøttet snyd med doping, der blandt andet får landet udelukket fra vinter-OL, og nu hævder han at kunne bevise, at russiske fodboldspillere også har været dopet.

Ham burde FIFA tage en snak med.

Det har verdensforbundet bare stadig ikke gjort, selv om Grigory Rodchenkov stod frem med sine første dopingafsløringer i 2016. Det bliver heller ikke DBU, der presser på for at få FIFA til at tage fat i den russiske læge.

- Nej, det er jo disciplinærsystemet, der afgør, hvorvidt der er belæg for at åbne en sag eller ej. Det er ikke en politisk afgørelse, siger DBU-formand Jesper Møller til tipsbladet.dk.

Det er ellers ikke, fordi Rodchenkov ikke gerne vil tale med FIFA.

- Med al den tid og arbejde, FIFA har lagt i denne defensive tidslinje, kunne de have taget røret og arrangeret et interview med doktor Rodchenkov 10 gange, sagde hans advokat i januar måned.

Kan man stole på skodderne?
Rodchenkov er blevet aktuel igen, efter dokumentaren om ham og hans flugt fra Rusland, Icarus, vandt en Oscar forleden. I tirsdags var der præcis 100 dage, til VM i Rusland begynder, og i DBU hverken kan eller vil de gøre noget for at få FIFA til at tale med Rodchenkov.

Faktisk aner Jesper Møller ikke, om forbundet har brugt den tidligere antidopingchef som en del af deres efterforskning.

- Jeg har ingen oplysninger om det. Heldigvis, for det er det her med den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Jeg har som folkevalgt fodboldpolitiker ikke adgang til oplysninger om, om der overhovedet er en sag, eller om der er baggrund for en sag. Det er ligesom i DBU. Jeg ved intet om, hvad der foregår i vores uafhængige disciplinærsystem eller licenssystem. Sådan skal det være, siger Møller til tipsbladet.dk.

- Hvis jeg vidste det, synes jeg faktisk, det var tegn på, at reformerne i FIFA ikke havde virket, fordi en del af good governance er netop at etablere vandtætte skodder mellem det politiske system og for eksempel disciplinærsystemet.

Han henviser til den opdeling af magten, som de også eksisterer i eksempelvis det danske samfund. Her er folketinget lovgivende, regeringen udøvende og domstolene dømmende. 

Den opdeling har dog ikke altid været vandtæt i FIFA.

Så sent som i maj 2017 stoppede tre højtstående medlemmer af FIFA's kontrolorganer mod egen vilje. Hans-Joachim Eckert og Cornel Borbely kaldte deres stop "tydeligvis politisk motiveret" og "de facto enden på FIFA's reformproces".

Også den fyrede formand for FIFA's Governance-komité, Miguel Maduro, kaldte i et interview med Tipsbladet FIFA for "et lukket foretagende, der opererer som et politisk kartel". Jesper Møller erkender da også, at magtopdelingen, som holder ham fra at blande sig, tidligere har været hullet.

Så spørgsmålet er, om man kan stole på, at skodderne er vandtætte nu.

- Det håber jeg da på. Jeg oplever i hvert fald i FIFA-systemet nu, at man er ekstremt fokuseret på, at magtens tredeling, som vi også har i Danmark, fungerer i praksis, for de reformer er jo indført, og så skal man jo også eksekvere på dem, siger DBU-formanden. 

- Det, jeg og de andre nordiske formænd kan fokusere på, er, at vi hele tiden agerer proaktivt. Det vil sige: Bliver der testet for doping? Laver vi kampagner mod doping? For det er en af de store trusler.

De dopingkontroller er i bedste fald svingende, som tal og kritik fra Det Internationale Antidopingagentur, WADA, viste i november måned. FIFA tager ikke antidoping-arbejdet alvorligt nok, sagde WADA's direktør.

Venter FIFA til efter VM?
Flere iagttagere har luftet den tanke, at FIFA bevidst sylter kontakten til Rodchenkov, så VM i Rusland til sommer ikke bliver påvirket. Og at der netop kommer politisk pres på efterforskningen, bare den modsatte vej fra. Det har Jesper Møller imidlertid ikke kendskab til.

- Jeg har ikke fået nogen informationer, og jeg har ikke lavet pres på nogen, og jeg har heller ikke spurgt, for jeg synes ikke, det er i orden at begynde at spørge ind til sager af den ene eller anden art. Det har vi etableret et uafhængigt system til, og så må de klare det. Om der er en sag eller ej, ved jeg ikke. Og hvad andre gør, kan jeg ikke... Det er jeres opgave nogle gange at spekulere i. Jeg kan hverken kommentere på spekulationer eller begynde at spekulere. Der må jeg have en tiltro til, at systemerne fungerer, siger han.

Hvad har du den tiltro i? Historien viser jo, at systemerne netop ikke altid fungerer.

- Jeg har den tiltro, at når vi har vedtaget nogle reformer i FIFA, så bliver det eksekveret. Jeg oplever ikke, at der tilflyder mig information fra systemet, det gør jeg ikke. Jeg oplever, at man er ekstremt fokuseret på at følge op på de reformer, der er vedtaget. Det er i hvert fald min oplevelse af FIFA's administration, siger DBU-formanden.

- Jeg har ikke selv konstateret noget, der kan få mig til at få en anden opfattelse af situationen, men det er da noget, vi følger tæt. Det har vi også meldt ud fra de nordiske forbund. Vi følger situationen tæt, men ellers har vi ikke belæg for at sige, at der er noget, der giver anledning til undren.

Jesper Møller fastholder desuden, at en boykot af VM ikke kan komme på tåle, med mindre den danske regering ændrer sin holdning til sagen, som han også sagde i november.