DBU efter kritik: Vi vil ikke boykotte VM i Qatar
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
VM

DBU efter kritik: Vi vil ikke boykotte VM i Qatar

DBU slår fast, at de ikke vil boykotte noget, som den danske regering ikke boykotter.

Dansk Boldspil Union har i den seneste tid straffet både Brøndby og OB for tilråb med ringeagt mod homoseksuelle, og det har sat gang i en debat, der handler om hvordan de samtidig kan støtte en dansk deltagelse i Qatar.

Det har tidligere været påvist, at ørkenstaten har deres vanskeligheder med at overholde menneskerettighederne, men kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer ser ikke, at det skulle være et svar at boykotte.

Det fortæller han i et interview med Ekstra Bladet.

- Vi tror ikke, at det ændrer noget i Qatar, at vi bliver væk. Vi tror på, at det gør en forskel, at vi kommer derned med vores værdier, som vi holder fast i, lyder det fra Jakob Høyer, som ikke vil have spændt DBU bag en politisk vogn.

Han understreger desuden, at man hos DBU grundlæggende ikke mener, at idrætten skal boykotte noget, som den danske regering heller ikke boykotter. Dermed lader han regeringen og de folkevalgte i folketinget om at føre udenrigspolitikken.

DBU var senest i Qatar i januar, og de vil aflægge endnu et besøg i 2020.