Derfor har man søsat Aspire Academy, som især kendes på en enorm blå dome. Den er verdens største multiarena, og det store sportskompleks rummer også seks fodboldbaner. Her har danske Kenneth Santa sin daglige gang. Han er fodboldscout med hovedansvar for Aspire Academys U16- og U17-årgange.
”Akademiets faciliteter er unikke, og jeg tror ikke, der findes lignende noget andet sted i verden.”
”Jeg har ikke set fodboldbaner af en sådan kvalitet før. Og jeg har været på Wembley og Emirates Stadium. Alle træningsbaner har vandingsanlæg, hvilket er unikt. Når Brøndby og FCK spiller, er der nogle folk, som træder det løsrevne græs ned i pausen og efter kampen. Det gør de efter hver træning dernede. Det bliver passet og plejet, som det skal, og så er der jo den fordel, at med alt det lys, gror det, som det skal. Hver enkelt græstæppe er flottere end den bedste Superliga-bane – hele året rundt. Det lugter bare af fodbold,” fortæller Kenneth Santa.
Mødet med ungdomsfodbolden i Qatar, hvor Kenneth Santa har været ansat siden maj, har været et kulturchok, hvor der er langt til foreningstankegangen i dansk fodbold og især ressourcerne er på et helt andet niveau.
”Når jeg som dansker kommer derned, tænker jeg jo med det samme i centralisering, og hvordan vi kan spare ressourcer til flere trænere eller bolde. Jeg er vokset op med at få så meget som muligt ud af den økonomi, der er til rådighed, og det gør de jo så også, men der er bare penge nok til det hele og meget mere,” siger Kenneth Santa.
”Nogle gange kniber jeg mig i armen og siger til mig selv, at jeg ikke skal vænne mig til det, for faciliteterne er bare unikke.”
Og resultaterne er da heller ikke til at tage fejl af. Trods et ekstremt begrænset rekrutteringsmateriale anslår Kenneth Santa, som har erfaring fra flere af landets førende ungdomsafdelinger, at årgangene på Aspire Academy kan spille lige op med top seks i Danmark. Han har prøvet at træne et fodboldhold med begrænsede midler og kan se, hvilken forskel det gør på slutproduktet.
Læs hele historien om Qatars vilde VM-satsning set med Kenneth Santas øjne i fredagens udgave af Tipbladet.