VM-slutrunden er ikke bare et møde med 32 nationer. Det er også et møde med nogle af de 736 spillere, der er udtaget til slutrunden for deres land.
På hver kampdag under VM vil tipsbladet.dk bringe et portræt af en af aktørerne, der enten spiller en særlig rolle ved VM eller har en særlig historie.
Dagens VM-profil: Sławomir Peszko, Polen
Slawomir Peszko spillede i hjemlige klubber i starten af sin karriere uden specielt at trække de store overskrifter - men det skulle sidenhen komme.
Første gang var i 2011, da han første gang skifede til en klub i udlandet. FC Köln stod klar med kontrakten, men da lægetjekket skulle gennemføres, kom der en lidt speciel nyhed frem. ,
For Sławomir Peszko er en af de ganske få personer, der er udstyret med intet mindre end fire nyrer.
Som de fleste nok er klar over er normalen at være udstyret med to af slagsen, men den fysiske sjældenhed betød nu intet i forhold til det beståede lægetjek.
Som hans mor i forbindelse med nyheden udtalte:
- Han skal bare på toilettet lidt oftere end andre mennesker...
Midtbanespilleren havde allerede på daværende tidspunkt været med omkring det polske landshold, der første gang sendte bud i 2008.
Og intet var ændret på det efter at Franciszek Smuda overtog embedet i 2009, hvor opbygningen til EM-slutrunden i Ukraine og Polen 2012 var i fuld gang.
Smuda brugte på sine omkring 30 måneder som landstræner frem mod EM-slutrunden intet mindre end 80 forskellige spillere for at finde frem til de rette, og Sławomir Peszko var udtaget flere gange.
Men en våd aften i Tyskland i foråret 2012 vendte op og ned på hans status som landsholdsspiller. Efter en liga-kamp med Köln tog Sławomir Peszko sig en bytur med Anderlecht-spilleren og vennen fra landsholdet Marcin Wasilewski. På en taxatur til Düsseldorf kom de to spillere op at skændes med taxa-chaufføren, der endte med at køre dem direkte til politi-stationen, hvor Sławomir Peszko blev tilbageholdt, da han nægtede at lade sig alkohol-teste.
Den historie kom den polske landstræner for øre, og med ét var de to spillere suspenderet fra den polske EM-trup. FC Köln stangede en bødestraf og en kortere karantæne ud til midtbanespilleren, men den polske landstræner holdt umiddelbart fast i sin beslutning om den totale suspendering.
- Jeg vil ikke have druk-hoveder på mit hold, sagde han.
Alligevel tog han turen til Tyskland for at lave sin egen undersøgelse af, hvad der var foregået. Det resulterede i, at Anderlecht-spilleren Marcin Wasilewski blev taget til nåde, men for Sławomir Peszko blev suspenderingen opretholdt.
Spilleren udsendte via FC Köln en officiel undskyldning og beklagede optrinnet, og i dagene efter kom der støtte fra flere sider.
Holdkammerat og daværende FC Köln-anfører Lukas Podolski, der selv har polske rødder, stillede sig frem og forsvarede Sławomir Peszko, som han selv havde været sammen med på en del af den skæbnesvangre aften - uden dog selv at drikke.
Også landsholds-stjernen Robert Lewandowski gik frem med et forsvar for Sławomir Peszko.
- Jeg ved, hvor svært det tit kan være at kommunikere med de tyske taxa-chauffører - jeg har selv haft masser af dårlige oplevelser, lød det blandt andet fra Lewandowski, der i medierne lod forstå, at han ville tage en snak med landstræneren om at ophæve suspenderingen frem mod EM-slutrunden.
Landstræner Smudas reaktion på Podolski og Lewandowskis støtte til Sławomir Peszko var iskold.
- Ingen af de to er trænere - jeg er, sagde han.
Siden kom det frem, at Slawomir Peszk to år tidligere også var indblandet i en lidt for festlig aften på spillerhotellet efter en landskamp mod Australien. Her havde han sammen med en holdkammerat i beruset tilstand rykket "festen" fra værelset til gangen, hvilket blandt andet resulterede i en skideballe fra Smudas assistent-træner, der blev vækket af larmen .
Suspenderingen frem mod EM-slutrunden stod ved magt, og Sławomir Peszko måtte følge sine landsholds-kammerater fra tribunen under EM, hvor holdet skuffede fælt ved at slutte sidst i gruppespillet, hvilket resulterede i en fyreseddel til Smuda som landstræner.
I 2013 blev Adam Nawalka udpeget som landstræner, hvilket betød en ny chance for Slawomir Peszko på nationalholdet. Nawalka var i sin tid assistenttræner for hollandske Leo Beenhakker, der i 2008 var den første polske landstræner til at udtage Peszko til landsholdet, så kendskabet var glimrende.
Nawalka står fortsat i spidsen for det polske hold, der senere tirsdag tager hul på kampene i gruppe H - med Slawomir Peszko på bænken eller banen.