VM

Snyder Englands VM-komite?

FIFA har offentliggjort hidtil hemmelige regler for, hvilke gaver FIFA-officials må modtage af kandidatlandene til VM i 2018 og 2022. Englands nylige håndtaske-trick lader til at være over grænsen.

Den engelske VM-komite, der forsøger at få slutrunden til England i 2018 eller 2022, optrådte for nylig i en lettere prekær sag, da flere britiske medier kunne afsløre, at komiteen havde givet samtlige medlemmer af FIFA's eksekutiv-komite dametasker til en værdi af omtrent 2000 kroner stykket.

Gaven, der er beregnet til FIFA-topfolkenes koner, faldt efter FIFA's vicepræsident Jack Warner ved en konference på Stamford Bridge tidligere på efteråret kritiserede den engelske komite for ikke at deler gaver ud, når den australske VM-komite havde benyttet lejligheden i den engelske hovedstad til at dele deres egner 'goodie-bags' ud.

Ifølge BBC har FIFA nu løftet sløret for nogle af gave-reglerne, hvor det blandt andet hedder, at gaver er forbudt 'bortset fra enkelte gaver, der anses for at have symbolsk eller ubetydelig værdi, der ikke på nogen måde påvirker en beslutning i forbindelse med bud-processen.'

Det er uvist, hvordan Englands Mulberry-tasker passer ind under denne definition - selvom Mulberry som et engelsk firma måske kan siges at have et strejf af lokalt tilhørsforhold.

Interesserede kan læse hele FIFA's pressemeddelelse om bud-processen her.