Bruger ulands-midler på VM-værtsskab
I Australien vil man meget gerne have VM-værtskabet i 2022, og landets fodboldpolitikere vil tilsyneladende gå langt for at få FIFA's velvilje.
Ifølge australske medier har besøgende gæster fra FIFA's 24 mand store eksekutivkomite fået betragtelige gaver under besøg i Australien, og det australske fodboldforbund har angiveligt betalt en tur for Trinidad og Tobagos ungdomslandshold til Cypern, hvilket sikkert vil have glædet præsidenten for det nordamerikanske fodboldforbund CONCACAF, Jack Warner, der er fra selvsamme caribiske ø-rige.
Her stopper Australiens forsøg på at få et VM ikke. Landets fodboldforbund FFA har hyret ledende lobbyister, herunder Peter Hargitay, en lyssky karakter med en fortid som privatdetektiv og nær ven af Sepp Blatter, der står til at få over 50 millioner kroner i bonus, hvis Australien får VM.
Senest har avisen Sydney Morning Herald afsløret, at FFA har fået overtalt den australske regering til at bruge ulands-midler i lande, hvor det lokale fodboldforbunds leder sidder i FIFA's eksekutivkomite, på udviklingsprojekter, gerne med fodbold i centrum.
Den australske regering har besluttet at give omkring 20 millioner kroner i 'fodbold-udviklingshjælp' til Oceanien, der også sidder på en af de vigtige stemmer, når der til december skal findes VM-værter til 2018 og 2022.