Barnebarn: FIFA presser Mandela
Da Sydafrika i sin tid arbejdede på at få VM-finalen, var Nelson Mandela et af de vigtige virkemidler i fodboldforbundets kampagne for at få slutrunden til Sydafrika.
FIFA's præsident Sepp Blatter har været meget villig til at stille op til foto med Mandela, og fodboldforbundet var ligesom Sydafrika berørt, da Mandela dagen før VM-åbningskampen mistede sit oldebarn i en bilulykke.
Mandela og hans familie har siden sørget over tabet og ikke mødt frem til VM-kampe, men nu vil FIFA tilsyneladende meget gerne have, at Mandela kommer til VM-finalen.
- Familien har taget et skridt tilbage i forhold til mange aktiviteter, og vi har sørget over tabet af Zenani. Vi er kommet under ekstremt pres fra FIFA, der kræver og ønsker at min bedstefar kommer til finalen i dag, siger Mandla Mandela, der er Nelson Mandelas barnebarn, til BBC Radio 5.
- De (FIFA, Red.) siger, at Sepp Blatter ønsker at min bedstefar kommer til finalen. Jeg synes at folk bør forstå familiens traditioner og skikke og forstå, at vi har haft et tab i familien og at vi sørger. Det er for mig nok grund til at lade familien være i red, siger Mandla Mandela.