Tutumlu bekræfter: Laudrup står til at blive sportsdirektør i Barcelona
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Tutumlu bekræfter: Laudrup står til at blive sportsdirektør i Barcelona

Danske Michael Laudrup bliver sportsdirektør i FC Barcelona, hvis Jordi Majo vinder præsidentvalget den 18. juli. Det bekræfter agent Bayram Tutumlu.

Michael Laudrup kunne ikke blive enig med Lekhwiya om en aftale, der kunne holde danskeren i Qatar-klubben endnu et år, og nu ligner det, at der i stedet er spændende nyt på vej for den danske legende.

Den 18. juli afholdes der præsidentvalg i FC Barcelona, og på et pressemøde fortalte kandidat Jordi Majo, at danske Michael Laudrup vil få en rolle af sportsdirektør i klubben, hvis det lykkes at vinde præsidentvalget.

Og nu bekræfter Bayram Tutumlu, at Michael Laudrup har en aftale med Jordi Majo.

- Det er sandt.

- Han har skrevet under på en aftale, så han bliver sportsdirektør, hvis han (Jordi Majo, red.) vinder præsidentvalget. Han vil få ansvaret for alt det sportslige i Barcelona. Fra akademiet til førsteholdet, siger Bayram Tutumlu til tipsbladet.dk.

Michael Laudrup spillede fem år i FC Barcelona, inden han skiftede til ærkerivalerne fra Real Madrid. Men Laudrup har stadig - modsat andre, der har lavet et sådan skifte - et godt navn i FC Barcelona, hvor han spillede på hold med nogle store legende som Romario, Pep Guardiola og Ronald Koeman. Og Andoni Zubizarreta, der er tidligere sportsdirektør.

Det, der kan blive et problem, er, at Jordi Majo ikke regnes for at være blandt favoritterne, fordi tidligere præsident Joan Laporta stiller op. Det samme gør nuværende præsident Josep Maria Bartomeu, der er storfavorit til at vinde valget.

Men med Michael Laudrup i ryggen kan meget dog ændre sig, og det skal blive spændende at se, hvordan det stiller Jordi Majo.

Agent Bayram Tutumlu fortæller, at Michael Laudrup ikke har andet på hånden, som det ser ud nu. Men agenten er ikke bekymret.

- Jeg kender ikke fremtiden. Hvis jeg gjorde, så ... Men der er mange, der gerne vil have Michael Laudrup, og Michael er dygtig. Så det bekymrer mig ikke, siger Tutumlu.

Præsidentvalget er den 18. juli, og den dag kan Michael Laudrup, som de stadig kalder 'Mister' i Spanien, vende tilbage til den klub, han forlod i 1994. Altså 21 år senere.