Det går godt for Danmark og dansk talentudvikling, og nu får to trænere muligheden for at præge den danske talentudvikling på eliteniveau.
Dansk Boldspil-Union har nemlig netop præsenteret to nye ungdomslandstrænere.
Jens Olsen, der er tidligere Nykøbing FC-træner, overtager ansvaret for U18/U19-landsholdene, skriver DBU på sin hjemmeside, mens Kenneth Weber, der kommer fra en rolle som head of coaching i FC København, er ny U16/U17-landstræner.
Læs også:Sen genstart af 2. division? Klubber frygter aflysning
Opgaverne overtager de fra henholdsvis Henrik Clausen og Michael "Mex" Pedersen, men det er ikke en til en-udskiftninger, da man fremover arbejder i cyklusser af toårige perioder, fremgår det på DBU's hjemmeside.
Det vil sige, at Olsen starter med ansvaret for U19-holdet, mens Lars Knudsen tager sig af U18-holdet. Knudsen går dog med op, når spillerne bliver til U19, mens Olsen altså går ned til U18. Således vil der være et skift hvert år. Kenneth Weber starter med U16-holdet, mens Søren Hermansen er U17-træner.
- Dansk fodbolds U-landshold på herresiden er inde i en rivende udvikling, og vi præsterer bedre, end vi nogensinde har gjort. Vi glæder os til at komme i gang igen, og efter et langt og grundigt forløb har vi valgt Jens og Kenneth til at være en drivende del af vores fortsatte udvikling. Begge trænere er fagligt dygtige, stærke personligheder og med evnen til at se i helheder. Jens og Kenneth bliver en gevinst for vores landstrænergruppe og i samarbejdet med klubberne, siger talentudviklingschef Flemming Berg.
Læs også:Bendtner-bog solgt til England: Det har hele tiden været vores mål
De to nye landstrænere er glade for muligheden.
- Det er en stor cadeau at blive valgt til at skulle være en del af at bringe vores bedste unge spillere i Danmark det næste skridt videre i deres karrierer. Jeg glæder mig samtidig rigtig meget til at komme ud og samarbejde med klubberne, der gør et rigtigt godt stykke arbejde med spillerne. Jeg føler, at jeg kan bidrage og få noget igen. Jeg tror på, at DBU er et fantastisk match for mig, siger Jens Olsen.
- Det er et stort privilegium at få mulighed for at arbejde med de allerstørste talenter og være med til at skabe de optimale rammer for at give dem deres første værdifulde erfaringer med international topfodbold på landsholdsplan. Samtidig ser jeg virkelig frem til samarbejdet med klubberne, som er en ekstrem vigtig del af jobbet. Klubberne kender spillerne bedst og ligger inde med en masse viden, som er meget brugbar i landsholdsregi. Derudover glæder jeg mig meget til at blive en del af, hvad der i min optik, tegner til at blive en utrolig spændende landstrænergruppe i DBU, siger Kenneth Weber.
Læs også:Direktør slår fast: Nye åbninger får ingen betydning for Superligaen
Læs også:Utilfreds med genåbning af breddefodbolden: Det har ingen værdi
Læs også:Glade AaB-chefer: Det er jo fantastisk