Video : Tipsbladet
Superliga

Zimling har spillet under Bech: Hans erfaring kan redde Esbjerg

Niki Zimling, der før har spillet for Troels Bech i Esbjerg, tror, at den erfarne træner kan løfte Esbjerg.

Troels Bech har tilstrækkelig viden og erfaring til at redde Esbjerg fra at rykke ud af Superligaen.

Det siger Niki Zimling, der er sportschef i Kolding IF og spillede i Esbjerg, da Troels Bech senest var træner i klubben i årene fra 2006 og 2008.

- Jeg tror på, at han kan bidrage med rigtig meget i den her nedrykningskamp, som Esbjerg står i.

- Hos de klubber, hvor han har været, siger de jo også, at han har den erfaring, der skal til for at kunne løse sådan en opgave, siger Niki Zimling, der har spillet 24 kampe og scoret et enkelt mål for landsholdet.

Troels Bechs seneste tid i det vestjyske endte med en sidsteplads i Superligaen og nedrykning.

Alligevel mener Niki Zimling, at træneren er det rette valg til at stå i spidsen for holdet, når det i Superligaens nedrykningsspil skal kæmpe for at bevare pladsen i Danmarks bedste række.

- Troels er en dygtig træner. Jeg er sikker på, at han kommer til at klare det rigtig godt, siger Niki Zimling.

Zimling var selv glad for at spille under Troels Bech, der gav ham masser af tiltro og hjalp ham med at udvikle sig.

- Under Troels fik jeg enormt meget ansvar, så jeg har enormt stor fidus til ham.

- Med det hold, vi havde dengang, formåede han at spille noget rigtig flot og fornuftigt fodbold, siger Niki Zimling.

Troels Bech førte vestjyderne til to pokalfinaler.

Første gang var i 2006, hvor Niki Zimling var i startopstillingen. Esbjerg tabte 0-1 til Randers FC i Parken efter forlænget spilletid.

Zimling startede på bænken da Esbjerg igen med Troels Bech i spidsen nåede til finalen i 2008. Han kom på banen i anden halvleg, men Esbjerg måtte se sig slået igen - denne gang af Brøndby, der vandt 3-2.

Troels Bech, der nu vender tilbage til Esbjerg, skal erstatte Lars Olsen, der tirsdag forlod klubben, efter at en samlet spillertrup erklærede sin mistillid til ham.

Esbjerg sluttede som nummer 13 i Superligaens grundspil.

I nedrykningspulje 2 har Esbjerg på fjerdepladsen fem point op til tredjepladsen, hvor Hobro ligger. Nummer fire rykker direkte ned.

Tredjepladsen udløser to playoffkampe mod den anden nedrykningspuljes tredjeplads. Taberen af den duel rykker ned i 1. division, vinderen overlever i Superligaen.

/ritzau/