Video : Tipsbladet
Superliga

7. december: Nedturen var som at se Netflix-dokumentaren om Sunderland

Bag dagens låge i tipsbladet.dk's julekalender gemmer sig FC Helsingør og historien om en spiller, der trods sine mange mål har spillet en uheldig hovedrolle i to nedrykninger.

Julen nærmer sig med hastige skridt, og samtidig er et årti ved at gå på hæld.

Det har tipsbladet.dk valgt at markere i form af et historisk tilbageblik på de seneste 10 år og de klubber, der har været i Superligaen - fortalt med udgangspunkt i en spiller, der har sat et stort aftryk i perioden. Det behøver ikke være den bedste spiller, det største salgsobjekt eller driblekongen. Det kan også være en spiller, der forandrede historiens gang eller klubbens kultur.

Til at hjælpe har vi allieret os med en person, som har et indgående kendskab til klubben.

7. december byder på et blik på FC Helsingør i samarbejde med Andreas Mayerhofer, der er sportsredaktør på Helsingør Dagblad.

Andreas Mayerhofer har peget på Nicolas Mortensen.

For snart 22 år siden udkom filmen Sliding doors med Gwyneth Paltrow i hovedrollen. Den handler om, hvordan en kvindes liv udvikler sig i to radikalt forskellige retninger, efter hun henholdvis misser og når en metroafgang. Togvognens lukkende døre bliver afgørende for, om hun kommer tidligt hjem og overrasker sin mand i seng med en anden kvinde.

Så et sliding doors-øjeblik er sådan et, der får vidtrækkende konsekvenser langt ud over det, der sker i situationen. Sådan nogle har FC Helsingør haft flere af de seneste år, hvor holdet er gået fra Superligaen til 2. division, og angriberen Nicolas Mortensen har på uheldig vis været central i flere af dem.

- Han tegner måske ikke hele årtiet, men han er virkelig en mand for sliding doors moments i nedturen, siger Andreas Mayerhofer, der er sportsredaktør på Helsingør Dagblad, om den uheldige Mortensen.

Det første var i playoffkampen mod Randers FC i maj 2018. Begge hold kæmpede for at undgå nedrykning, og Helsingør var foran 1-0 i det første opgør på hjemmebane, da Nicolas Mortensen skulle sparke straffe. Uret passerede lige netop 84 minutter, da han gik til bolden - og brændte.

Læs også:6. December: En central person i Brøndbys genrejsning

Randers løb nærmest direkte op i den anden ende og fik et frispark, som Bashkim Kadrii sparkede i nettet fra 30 meter.

- Jeg er ikke i tvivl om, at hvis de havde pillet Randers i den kamp, var de ikke rykket ned, siger Mayerhofer.

- De kom til Randers i returkampen, og der brændte Nicolas Mortensen en kæmpechance til sidst. Det gjorde han også i Silkeborg i den anden playoffrunde. Der havde han en stor chance for at sender holdet ud i den sidste playoff ét minut før tid.

Men i stedet vandt Silkeborg IF 4-3 på hjemmebane, og FC Helsingør rykkede direkte ned.

Silkeborg endte med at rykke samme vej, efter holdet tabte de to playoffkampe til Esbjerg fB, og i 1. division kom det til at spille endnu en nøglerolle i historien om FC Helsingørs deroute. Det skete i opgøret den 28. april 2019.

- FC Helsingør kæmpede helt vildt mod nedrykning, og de kunne komme over stregen med en sejr mod Silkeborg. Fem minutter før tid kom der et ufarligt indlæg, som Nicolas Mortensen mistimede og smadrede ind i eget mål med en skæv flugter. Kampen endte 1-1, og FC Helsingør endte med at rykke ned, husker Andreas Mayerhofer.

Nicolas Mortensen har været sit holds topscorer i begge sine to hele sæsoner i klubben og er det aktuelt med 17 mål i 16 kampe i 2. division. Men sportsredaktøren har altså valgt ham, fordi hans uheldige øjeblikke står så centralt i de to nedrykninger på stribe.

Den nedtur har Mayerhofer fulgt tættere end de fleste. Han har kun misset seks FC Helsingør-kampe i de otte år, han har dækket holdet, og to af dem var på grund af sit eget og senere sin søsters bryllup. Så han har efterhånden set det meste, og da sæsonen i 1. division begyndte at gå skævt, så han skriften på væggen.

- Det var som at se Netflix-dokumentaren Sunderland 'Til I Die. Da jeg så den, tænkte jeg: "Det kunne sgu godt blive FC Helsingør, det der." Det blev det så. Den dokumentar gad man godt have lavet om FC Helsingør sidste år, siger Andreas Mayerhofer.

Læs også:5. december: Rasmus Würtz-salg var Lynge Jakobsens bedste handel

Men selv om Nicolas Mortensen altså givetvis ville spille hovedrollen i Mayerhofers hybrid mellem Sunderland 'Til I Die og Sliding Doors, er sportsredaktøren ikke ude på at save angriberen over. 

- Han har bare stået i centrum af de momenter, hvor det var på vippen. Han er en megagod dreng, og han har kæmpet sin røv i laser for FC Helsingør. Jeg er vildt facineret af, at han ikke gemmer sig bag nogen. Han tager altid skraldet, rejser sig igen, og så scorer han 17 mål i 16 kampe. Det er jeg imponeret over, siger Mayerhofer.

- Han er også for god til 2. division. Det må du gerne citere mig for. For det er han helt sikkert. Hyldes dem, der hylder bør. Han knokler helt vildt for FC Helsingør. Mange synes, han har skyld for meget, men han kæmper altid til sidste blodsdråbe, og det er altid ham, der tager ansvaret, når det skal tages.

Nicolas Mortensen kom først til FC Helsingør i sommeren 2017, da holdet var rykket op i Superligaen. Forud var gået et hæsblæsende forløb, hvor klubben i løbet af ti år gik fra Danmarksserien til den bedste række.

Er der én ting, Andreas Mayerhofer husker fra det snart forgangne årti, er det dén oprykning. Blandt andet fordi kontrasten til holdets situation, da han begyndte på Helsingør Dagblad, var skarp.

- Min første kamp var 14. august 2011 mod Svebølle, hvor de taber 4-2 hjemme på det gamle Helsingør Stadion, og jeg tænker: "Hold da kæft et hold at skulle følge.”

Men bare seks år senere sikrede holdet sig en højest uventet plads i dansk fodbolds fornemste selskab. Det blev fejret.

- Der var en kæmpe fest i omklædningsrummet. Spillere, der væltede nøgne rundt mellem hinanden og kastede med champagne. De troede næremst ikke selv på det; de væltede rundt, råbte og skreg, sang sejrssang et utal af gange. Turen hjem i bussen omtaler flere af spillerne stadig som den vildeste fest, de nogensinde har været til, fortæller Andreas Mayerhofer.

Og hvem ved? Måske havde FC Helsingør holdt fast i sin Superliga-plads, hvis det ikke havde været for et par uheldige episoder i foråret 2017. Som Mayerhofer siger:

- Det taler de stadig om: at de blev snydt for straffe i Silkeborg i allersidste sekund. Det var en helt vildt kamp. Silkeborg fik 1-1 i Helsingør, og så endte returen 4-3, hvor de til sidst havde tre-fire kæmpechancer for at udligne.

Læs også:4. December: Det er lige før, man får tårer i øjnene af at snakke om det

Læs også:3. december: Rasmus Falk tog til FCK og satte fynske hjerter i brand

Læs også:2. december: Randers-boss gemte Ove Christensens hund på toilettet