Video : Tipsbladet
Superliga

Wass jublede med Retov: Har fået voldsom kritik

Daniel Wass valgte efter Brøndbys 3-2-scoring at fejre målet sammen med Martin Retov, og det var der en særlig grund til.

Brøndby fik søndag hentet en voldsomt vigtig sejr ude mod Randers, og i 3-2-sejren var der flere forløsninger for gæsterne, der sluttede kampen med 10 mand på banen. 

Udover de tre vigtige point fik Brøndby således også scoret efter et hjørnespark, hvilket er noget, som vestegnsklubben ellers ikke har gjort i et godt stykke tid. 

Og efter Kevin Tshiembes scoring valgte Daniel Wass, der sparkede hjørnesparket, derfor at løbe ud og fejre scoringen med Brøndbys assistenttræner og dødboldsansvarlige, Martin Retov. 

- Jeg løb ud og sagde, at den var til dig, Martin! Det var vigtigt for ham. Retov har fået voldsom kritik af medier og mange andre, men der er ingen, der ved, hvor hårdt han arbejder for det. Der har været omkring 100 offensive dødbolde uden mål, ligesom vi har lukket en del ind. Det har været et pres, så det var en kæmpe forløsning for Martin og holdet, sagde Daniel Wass således til Ekstra Bladet efter kampen. 

Med sejren over Randers er Brøndby nu kravlet op på 8. pladsen i Superligaen. Næste kamp er hjemme mod FC København på søndag.