Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle-boss: I Danmark behøver man ikke kæmpe

Rumæneren Marius Nicolae, der er sportschef i Vejle Boldklub, oplever markante kulturforskelle i Danmark sammenlignet med hjemlandet.

Marius Nicolae, der er sportschef i Vejle Boldklub, er fra Rumænien, og han har tilbragt størstedelen af sit liv i hjemlandet. Siden december 2021 har han dog stået med det sportslige ansvar i Nørreskoven.

Efter godt to år i Danmark er Vejle-bossen så småt ved at lære den danske kultur og samfundsmodel at kende, og han oplever markante forskelle sammenlignet med Rumænien, hvor der ikke er det samme sociale sikkerhedsnet.

Marius Nicolae fastslår, at det forplanter sig hele vejen ind på fodboldbanen.

- I Danmark er spillerne fra barnsben vant til at have det godt, og deres mentalitet viser, at de ikke behøver yde så meget. Regeringen og familien hjælper, hvis der er problemer, så man kæmper ikke for noget. Der er ikke den der følelse af sult, og at man skal kæmpe for alt, siger Marius Nicolae i et interview med Tuttomercatoweb og tilføjer:

- Alle danske spillere, der tager til udlandet, har det svært i starten, men de formår at tilpasse sig på grund af deres talent og mentalitet. Der er også nogle, der vender tilbage til Danmark. 

Rumæneren har et godt råd til danske fodboldspillere, selv om de ikke har helt så meget at miste ved ikke at gå efter den store kontrakt i udlandet. 

- Spillerne er nødt til at forstå det pres, der er på én. Hvis der er en klub, som er villig til at betale op mod 45 millioner kroner dig, er det bare om at tage afsted, lyder det fra Marius Nicolae. 

Vejle Boldklub er nummer 11 i Superligaen efter grundspillet.