Valencia stoppede søndag en skidt stime i den bedste spanske fodboldrække.
Inden mødet med Real Madrid havde klubben ikke vundet i de foregående fire kampe, men mod de forsvarende mestre blev det en smule overraskende til tre point.
Valencia, der havde Daniel Wass med i hele opgøret, vandt således hele 4-1. Målene kom en smule usædvanligt i form af tre mål på straffespark af Carlos Soler og et selvmål af Raphäel Varane.
Med sejren springer Valencia op på niendepladsen med 11 point. Real Madrid har 16 point på fjerdepladsen. I toppen ligger Real Sociedad, der søndag tog sin femte ligasejr på stribe ved at slå et coronadecimeret Granada-mandskab.
Sociedad har fire point mere end Real, men har spillet en kamp mere.
Real Madrid åbnede målscoringen søndag, da Karim Benzema midtvejs i første halvleg bragede bolden i mål til 1-0.
Men lidt over ti minutter senere scorede Carlos Soler så sit første mål på straffespark, hvorefter Raphäel Varane med et selvmål sendte Valencia i front.
20 minutter inde i anden halvleg havde Soler scoret yderligere to mål på straffe og altså fuldendt sit hattrick, og så havde Real meget at indhente.
Zinedine Zidanes tropper lykkedes dog ikke med at nærme sig, og så må holdet gå ind til landsholdspausen med et tungt nederlag.
/ritzau/