Det har ikke altid været nemt for Gustav Isaksen at tage skridtet fra ungdomsfodbold op til Superliga-truppen i FC Midtjylland. Det har dog ikke handlet så meget om afleveringer og tæmninger. I stedet har det været det mentale, som har været en udfordring.
Det fortæller han i et interview med Herning Folkeblad.
- Jeg har arbejdet mentalt med mig selv. Det er mest sådan noget med ikke at blive påvirket af det udenfor banen. Om ikke at blive så nervøs, men bare tage den med ro, lyder det fra Gustav Isaksen.
Her har det særligt været med klubbens mentaltræner BS Christiansen, som har været med til at få offensivspilleren på rette spor. Det fik han også brug for mandag aften, da han fik en plads i startopstillingen i 3-0-sejren over Sønderjyske.
For Gustav Isaksen er det dog ikke noget problem at holde benene på jorden. Han bor stadig på akademiet i Ikast, og han fortæller endvidere, at han er god til at være ydmyg og huske på, at han er den yngste i truppen.
I sidste sæson slog Isaksen sit navn fast i det midtjyske, da han storspillede for FCM's U19-hold i UEFA Youth League. I denne sæson er det blevet til 14 kampe for FC Midtjylland for den 18-årige spiller. Det første mål er dog ikke kommet endnu.
Det kan komme i FC Midtjyllands næste kamp i Superligaen, hvor de møder Randers på udebane.