Video : Tipsbladet
Superliga

Undersøgelse med entydigt resultat: Tilskuerne slagter VAR

VAR har gjort spillet mindre underholdende og fungerer dårligt, lyder konklusionen i ny undersøgelse.

Igen og igen har Video Assistant Referee (VAR) været omdrejningspunkt for diskussioner i Premier League, siden teknologien blev indført før starten på denne sæson.

Og nu får VAR også én over nakken i en ny undersøgelse foretaget blandt seere og tilskuere i Premier League.

67 procent af de adspurgte mener, at VAR har gjort det mindre underholdende at se fodbold.

60 procent mener, at den videobaserede dommerhjælp fungerer dårligt.

Undersøgelsen er foretaget af YouGov for Sky Sports og baserer sig på 1419 voksne briter, der ser Premier League meget eller rimelig ofte. Svarene er indsamlet i perioden 15. til 22. januar.

Premier League har også selv foretaget en undersøgelse af VAR efter 250 kampe i den øverste række og vil præsentere sine fund for klubberne torsdag.

I Danmark bliver VAR efter planen indført fra 2020/21-sæsonen.

Men det bliver ikke efter den nuværende engelske model, der står som et skrækeksempel for dommerudvalget i Dansk Boldspil-Union.

I Premier League er det blevet en vane, at stort set alle mål tjekkes igennem, før fans for alvor kan juble over en scoring, og i Danmark kommer man ikke til at se VAR-dommere se en sekvens igennem i flere minutter for at dømme offside på baggrund af en storetå, der måske er i strafbar position.

Systemet skal kun afhjælpe "tydelige" fejl.

VAR-systemet i Superliga en adskiller sig også fra Premier League på den måde, at det suverænt er hoveddommeren på banen, der har det sidste ord.

I Premier League bliver dommerne dikteret domme fra VAR-rummet.

I Danmark vil hoveddommeren få vejledning, hvis han overset noget på banen eller fejlvurderet en situation. Derefter kan han se sekvensen på en monitor, inden han træffer sin endelige beslutning.

/ritzau/