Om lidt over fire måneder står Daniel Thøgersen, som det ser ud nu, uden kontrakt. Og dermed uden job. Hans kontrakt med AGF løber ud, og parterne ved ikke, om de fortsætter sammen.
Thøgersen står dermed foran et vigtigt forår, hvor han spiller for en ny kontrakt. Enten i AGF, i Kolding IF, som han er udlejet til, eller et tredje sted.
Han har endnu ikke talt med AGF om fremtiden.
- Nej, vi (Thøgersen og hans agent, red.) er bare blevet enige om med AGF, at jeg skulle udlejes igen for at få mere erfaring, fordi det gik som forventet i Næstved. Og så blev vi enige om at se tiden an og se, hvad der kan ske. Jeg holder alle muligheder åbne, siger Daniel Thøgersen til tipsbladet.dk.
Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere
Backen var i efteråret udlejet til Næstved, hvor han spillede 10 af de 11 kampe, han kunne spille. Nu skal han så bygge videre på de tendenser, for på den måde kan han rage erfaring til sig og vise sig for sin fremtidige arbejdsgiver.
- Jeg skal bare få en masse minutter, så jeg kan få den erfaring, som jeg også fik i Næstved. Det er rigtig værdifuld erfaring at få i så tidlig en alder (20 år, red.). Det handler om at suge alt det til mig, jeg kan, siger Thøgersen.
- Jeg skal bare fokusere på det, jeg kan gøre noget ved. Jeg ved jo ikke, hvad der skal ske til sommer. Jeg har en agent, der hjælper mig, og jeg ved, at han har styr på det.
Skæbnen vil, at Thøgersens første kamp for Kolding IF, hvis han får spilletid, bliver forårspremieren mod selvsamme Næstved, som han spillede for i efteråret. Nu glæder han sig til at komme i gang.
Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020
- Det har set rigtig godt ud i de træningskampe, vi har spillet. Vi har også slået et par Superliga-hold. Alle får den spilletid, de skal have, og vi får også nogle sejre ud af det. Vi glæder os til at spille om tre point igen, siger han.
- Jeg prøvede også at spille i 1. division fra sommer til vinter, og det er bestemt ikke en række, man skal undervurdere. Det er sgu en rigtig stærk række. Jeg synes, det er fedt at blive udlejet til klub i Danmarks andenbedste række, så det er et spændende forår, jeg går i møde.
Thøgersen og co. åbner foråret mod Næsved lørdag den 29. februar.
Læs også:AGF udlejer igen back-talent til Nordic Bet-ligaen
Læs også:AGF-spillers kontrakt udløber til sommer: Det kan gå mange veje
Læs også:AGF-angriber er langt fra spilletid: En lejeaftale kunne være interessant