Troels Bech vil skrue på andre knapper: Ingen kommer i bedre form
Foto: EfB
Superliga

Troels Bech vil skrue på andre knapper: Ingen kommer i bedre form

Nøglen bliver at gribe ud efter hinanden og samarbejde, mener Esbjergs nye cheftræner, Troels Bech.

Troels Bechs første opgave som ny cheftræner bliver at samle holdet i Esbjerg.

- Vi skal hele tiden holde hinanden fast i, hvordan vi gør tingene, siger han.

Og så skal Esbjerg have opbygget en vinderkultur, hvis holdet skal spille i den bedste danske fodboldrække næste år.

- Vinderkultur er ikke at vinde. Det er at overvinde.

- Vinderkultur er, at man kan steppe op og holde sit fokus, når noget ser rigtig svært ud, siger Troels Bech.

Når man ikke har holdet i en hel sæson, kan det være svært at gå ind og lave de store ændringer i spillestilen, mener han.

- Der kommer ikke nogen spillemæssig revolution. Der er ikke nogen, der kommer i bedre form eller får bedre teknik de næste fem eller syv uger.

- Men der er en chance for, at vi kan gribe mere ud efter hinanden i det samarbejde, og det skal jeg formidle med klare anvisninger, siger han.

53-årige Troels Bech nærer stor sympati for Esbjerg. Han siger selv, at han har været glad for den tid, han før har tilbragt i klubben.

Selv om han de seneste år har arbejdet både som træner og sportsdirektør, var det arbejdet på banen, der trak hårdest i ham.

Derfor var der heller ikke meget at overveje, da vestjyderne gav sin interesse til kende.

- Fodbold er i blodet på mig.

- Jeg bilder mig selv ind, at Esbjerg står og mangler noget af det, jeg kan putte i klubben, siger han.

Klubben står ellers med en svær opgave foran sig.

Efter at Esbjerg sluttede på 13.-pladsen i Superligaens grundspil, skal holdet nu kæmpe i en nedrykningspulje for at sikre en ny sæson i toppen af dansk fodbold.

Esbjerg har fem point op til Hobro, som holdet skal overhale for at få to playoffkampe mod nummer tre fra den anden nedrykningspulje. Vinderen af de to playoffkampe beholder sin plads i Superligaen næste sæson.

- Det er en trodsreaktion. Hvis nogen siger, at noget er vanskeligt eller noget nær umuligt, så tænder det noget inde i mig, siger Troels Bech.

/ritzau/