Video : Tipsbladet
Superliga

Trods nedrykning: Vejle forlænger med cheftræneren

Constantin Gâlcă er manden, der skal forsøge at føre Vejle Boldklub tilbage i Superligaen. Han har forlænget kontrakten med nedrykkerne.

Nedrykninger plejer at betyde fyring snarere end forlængelse for cheftræneren, men i Vejle Boldklub er det lige omvendt. Constantin Gâlcă, hvis kontrakt oprindeligt udløb efter denne sæson, fortsætter således hos Superliga-nedrykkerne.

Rumæneren kan da også dårligt tilskrives al skylden for, at VB i næste sæson spiller i 1. division, da han først overtog holdet i marts. Siden har han gjort det godt nok til at overbevise klubledelsen om, at han skal forsøge at føre holdet op igen.

- Han er meget motiveret for at arbejde videre med spillerne og bygge på de præstationer, der i overvejende grad har været positive i den tid, Gâlcă har haft ansvaret for holdet. Både vi og Gâlcă har lagt vægt på, at den udfordring, holdet står overfor i den kommende sæson, er væsentlig anderledes end den, vi kommer fra. Det er alle bevidste omkring, og holdet vil blive bygget op, så det står bedst muligt rustet til opgaven i NordicBet LIGA, siger administrerende direktør Henrik Tønder.

- Vi glæder os over, at en international træner som Constantin Gâlcă vil stå i spidsen for vores ambition om en hurtig tilbagevenden til Superligaen. 

Constantin Gâlcă er tidligere doublevinder med Steaua Bukarest i Rumænien og cheftræner for Espanyol i La Liga, men det næste år skal han altså arbejde i den danske 1. division. Den udfordring har han valgt at tage op.

- Der er så meget potentiale i området, byen og klubben, at jeg har en stærk tro på, at vi kan præge NordicBet LIGA i toppen i den kommende sæson. Jeg oplever en enorm stærk opbakning til Vejle Boldklub på alle fronter. Fra tilskuere og fans på tribunen og fra sponsorer og samarbejdspartnere, siger han.

- Klubbens talentudvikling er også i fremdrift, og jeg ser frem til, at de mest fremtrædende unge spillere skal integreres på holdet i tråd med klubbens strategi. Vejle Boldklub har en klart defineret målsætning for den kommende sæson, og det er motiverende, at kravet om oprykning er ufravigeligt. Nu holder spillertruppen og jeg lidt ferie, og når vi mødes i juni, så begynder arbejdet med at genrejse VB.