Transferplanen: Randers forventer afdæmpet aktivitet
Illustration
Superliga

Transferplanen: Randers forventer afdæmpet aktivitet

Tipsbladet.dk gennemgår alle Superligaklubbers transferplaner. Randers har bebudet et stille vindue, med mindre der pludselig opstår spændende muligheder.

Transfervinduet er åbnet, og rundt om i landets Superliga-klubber arbejdes der på at optimere truppen frem mod den kommende forårssæson. Nogle skal købe, andre skal sælge, mens man i nogle klubber håber på lav aktivitet. 

Frem mod transfervinduets lukning den 31. januar gennemgår tipsbladet.dk de danske klubbers transferplaner med alt hvad det indebærer af rygter, realiteter og ønsker. 

Klub: Randers FC

Status:
Det kan godt være, at transfervinduet er åbent, men i Randers står det maksimalt på klem. Sportschef Peter Christiansen har flere gange slået fast, at man nok ikke skal forvente ret meget transferaktivitet i Kronjylland, med mindre et spændende salg eller køb pludselig dukker op, og det står stadig ved magt. Han forventer desuden, at en række af holdets spillere med skader i efteråret vender tilbage og kan gøre en forskel i løbet af foråret, og derfor står de styrket. 

Gennemførte handler:
Ind:
Kasper Fisker (Hobro IK)

Ud:
Charlie Davies (fritstillet)

Mulige tilgange:
Randers er som udgangspunkt fornuftigt besat over det meste af banen, og klubben fremhæver også selv truppens bredde som en styrke. Det sammenholdt med udmeldingerne om et stille transfervindue gør, at antallet af mulige tilgange er begrænsede. Hvis man sælger en af de bærende kræfter på holdet, kan det dog tvinge klubben ud i at hente en erstatning ind, så den lovpriste bredde ikke smuldrer.

Mulige afgange:
Midtbaneprofilen Elmar Bjarnason har tidligere erkendt, at hollandske klubber er ude efter ham, men Randers har samtidig tilkendegivet, at der skal en solid sjat penge til at lokke dem til at sælge. Det kan der selvfølgelig komme, og derfor er der ikke nogen garanti for, at islændingen spille i Randers til februar. Tiden er dog ved at løbe ud, og sportschef Peter Christiansen forventer hverken køb eller salg i januars sidste dage.

Antal spillere i førsteholdstrup: 21