AC Horsens har mistet offensive kræfter siden efteråret, hvor manager Bo Henriksen i første omgang spåede et travlt transfervindue. Men bliver det mon også det?
Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov – denne gang er der fokus på AC Horsens.
Vinterens tilgange:
Magnus Riisgaard Jensen (Skive IK)
Jonas Gemmer (Kolding IF, lejeaftale udløber)
James Gomez (Real de Banjul, lejeaftale)
Læs også:Ny Horsens-stopper er klar til at gå i angrebet for Bo Henriksen
Vinterens afgange:
Jannik Pohl (Groningen, lejeaftale udløber)
Kasper Junker (Bodø/Glimt)
Sebastian Avanzini (kontrakt ophævet)
Mark Asp (Ringkøbing IF, lejeaftale)
Kommende kontraktudløb:
Michael Lansing, 30. juni 2020
Peter Nymann, 30. juni 2020
Matthias Præst, 30. juni 2020
Ayo Simon Okosun, 30. juni 2020
James Gomez, 30. juni 2020 (lejeaftale)
Her kan der sælges:
Det er varslet, at flere af de spillere i defensiven, der ikke har fået så meget spilletid, kan være på affyringsrampen i forhold til at skabe luft i lønbudgettet, så der kan hentes kraft ind til angrebet.
Bo Henriksen har selv nævnt Mikkel Quist og Erhan Masovic som eksempler på spillere, der kan være overvejelser omkring. Sidstnævnte er dog på en lejeaftale for resten af sæsonen og blev i årets første testkamp prøvet som angriber. Men kan der findes en løsning, der kan sende serberen tilbage til Club Brugge, er det ganske givet en mulighed, som AC Horsens vil benytte.
Der har været både tyrkisk og græsk interesse for Michael Lumb, der godt kunne tænke sig endnu et eventyr i udlandet. Men den 32-årige back er en vigtig spiller for AC Horsens, så der skal et fornuftigt bud på bordet, for at det skal blive en realitet.
Jonas Gemmer, der i efteråret var udlejet, kan også være en mulighed for at sende ud igen. Dog har midtbanespilleren selv givet udtryk for, at han vil slide sig tilbage i varmen hos Bo Henriksen og ser sig selv som Horsens-spiller i foråret.
Læs også:AC Horsens om græsk interesse for profil: Vi forhandler ikke
Her kan der købes:
Med både Kasper Junker og Jannik Pohl væk er det helt klart, at AC Horsens mangler power og alternativer til Nicolai Brock-Madsen i angrebet. Manager Bo Henriksen har da også slået fast, at det er her, der skal bruges energi, kræfter og økonomi på at styrke holdet til et spændende forår, hvor top 6 fortsat er i spil inden de seks sidste spillerunder i grundspillet. Problemet er bare, at der ikke lader til at være økonomi til at handle dyrt ind. Det kan også være spin fra Bo Henriksens side for at få et emne ned i pris.
Selv om Jannik Pohl er taget tilbage til hollandske Groningen, er han fortsat et varmt navn hos Bo Henriksen, der hellere end gerne får angriberen tilbage enten på endnu en lejekontrakt eller ved et køb. Pohl har halvandet år tilbage af kontrakten i Holland.
Men selv hvis Mission Pohl skulle lykkes, er det meget tænkeligt, at AC Horsens går efter endnu en offensiv forstærkning, da både Pohl og Brock-Madsen har været skrøbelige hvad skader angår.
Derfor er det også interessant nok, at den tidligere angriber i klubben Oliver Drost træner med - i første omgang dog kun for at opbyggeformen, da han efter kontraktudløb i Kolding ved årsskiftet ikke har nogen klub.
Citatet:
Manager Bo Henriksen til Horsens Folkeblad:
- Vi er glade for de spillere, vi har i truppen. Det ville være super med en angriber mere, men det kan nemt ende med, at tingene udvikler sig, så vi ikke får nogen ind.
Nøglepersoner:
Manager: Bo Henriksen
Direktør: Kristian Nielsen
Managerassistent: Mads S. Lyng
Læs også:Transferplanen: Brøndby gør sig overvejelser om salg af topscorer Wilczek
Læs også:Transferplanen: Lyngbys kamp for at holde på Brøndby-spiller
Læs også:Transferplanen: Få penge og store spørgsmål i Hobro IK