I FC Midtjylland har man denne sommer tyndet meget ud i truppen, og den seneste, som har forladt klubben, er den ukrainske angriber Artem Dovbyk, som er skiftet til Sønderjyske på en lejeaftale.
Han er dog ikke den eneste, som er på vej væk fra FC Midtjylland.
Efter formationsskiftet fra 3-5-2 til 4-2-3-1 er der ikke længere behov for fem centrale forsvarsspillere i truppen. Derfor arbejder midtjyderne nu på at finde en løsning for enten Manjrekar James eller Søren Reese.
Det fortæller FCM’s sportschef Svend Graversen til tipsbladet.dk.
- Det er klart med den nuværende situation, at der er en spiller for meget på den plads i truppen, og derfor arbejder vi nu på at finde en løsning for én af de to, lyder det fra Svend Graversen, som slår fast, at det er vigtigt, at man kan give spillerne den spilletid, de har brug for.
Dermed er der allerede godt gang i handlerne på heden, som det efterhånden er traditionen hver halve år, når man når frem til deadline-dagen i de to vinduer.
Destinationen for den spiller, som sendes på udleje er endnu uvist, men det kunne godt se ud til, at man særligt arbejder på en aftale med en dansk klub.
Både James og Reese var i sidste sæson udlejet til henholdvis Fredericia i 1. Division og Superliga-klubben AC Horsens.