Video : Tipsbladet
Superliga

Transferkongerne: En af Superligaens oversete succeshistorier

Ny serie: Superliga-klubberne håber på at få transfermillioner i kassen under coronakrisen. Men hvem er deres største salg i historien? Her sætter vi fokus på AC Horsens.

Hvor gode er Superliga-klubberne til at få millioner i kassen fra spillersalg? Og hvem er deres dyreste spillersalg nogensinde?

I ansvarlighedens og smitteinddæmningens navn har vi ikke fysisk været ude i landet men har i stedet tjekket gamle regnskaber for at se, hvem der var dyrest, og hvilke klubber, der er gode til at sælge spillere.

Vi begyndte forleden den virtuelle tur i med den nordligst beliggende Superliga-klub, som er AaB, kørte videre til Hobro, Randers og Aarhus, og ruller så i dag yderligere en halv time sydpå til Horsens på turen gennem de 14 klubber i Danmarks bedste fodboldrække.

Klubbens største salg i historien

Gilberto Macena
Født 1. april 1984
Angriber
Brasilien

Klubkarriere: 381 kampe/147 mål
Landshold: Ingen kampe
Pris: 12 millioner kroner

Solgt som 27-årig

Solgt til Shandong Luneng i 2012
Har siden tiden i Horsens spillet for Shandong Luneng, Hangzhou Greentown, Buriram United, Al-Qadsiah, Bangkok United, Chiangrai United, og senest sidste efterår tilbage i Holbæk, hvor det hele begyndte uden for Brasilien

---

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Macenas billede blev hængende ude foran en af tribunerne på hjemmebanen i Horsens, efter han var skiftet til Kina, og det siger meget godt, hvor utrolig populær den venlige brasilianer var og er i byen.

Han kom til Holbæk i 2. division med sponsorers hjælp, fordi han havde set god ud på nogle videoklip, og han viste sig lynhurtigt at være adskillige klasser over, hvad man ellers stødte på i tredjebedste række i Danmark.

Horsens vandt kapløbet om at købe den hurtige og teknisk stærke brasilianer, og her blev han et kæmpehit på banen trods lidt for mange afbrændere i sine første sæsoner.

Uden for banen blev han en helt for både de yngre og ældre fans i byen, så det var både med vemod og med stor glæde på brasilianerens vegne, da han i 2012 langt om længe blev solgt.

Macena var et rigtig fint salg for Horsens, og i årene efter i Kina, Saudi-Arabien og Thailand bevarede han kontakten til Danmark og vendte i sommeren sidste år tilbage til Holbæk efter lidt flirt i 2018 med AC Horsens. Gilberto Macena har nu indstillet karrieren, selvom Holbæk gerne ville have spillet med ham i 2020.

De øvrige storsalg

Mads Juel Andersen
8 millioner til Barnsley i 2019

Jesse Joronen
7 millioner til FC København i 2018 *
Horsens har siden fået andel i videresalget til Brescia

Henrik Hansen
4 millioner til OB i 2008

Læs også:Pausen har hjulpet Horsens-angriber: Kan måske spille igen denne sæson

Bubacarr Sanneh
1,5 millioner til FC Midtjylland i 2018*
Horsens fik angiveligt i omegnen af 10 millioner kroner som andel af videresalget til Anderlecht i august 2018

AC Horsens som sælger
Horsens kan da ikke sælge spillere, kan de?

Måske er beløbene ikke imponerende ved første øjekast, men med tanke på det lave budget, Horsens har haft det meste af tiden som Superliga-klub, er østjyderne faktisk blandt Superligaens oversete succeshistorier på transfermarkedet.

Ved salgene af Jesse Joronen, Frederik Rønnow, Bubacarr Sanneh, Mads Bech Sørensen og flere andre fik Horsens forhandlet videresalgsklausuler ind i aftalerne, og det viste sig siden at kaste yderligere tocifrede millionbeløb af sig.

Horsens mangler måske de helt store salgsemner lige nu ud over stortalentet Jeppe Kjær og den interessante kantspiller Louka Prip Andreasen, men det har man også før tænkt.

Finten med videresalgsklausuler og en fornuftig evne til at finde billige spillere og give dem succes i Superligaen gør, at Horsens ligger fornuftigt, selvom resultaterne i denne og sidste sæson langt fra har været strålende.

Læs også:Dansk fodbold er tilbage: Superligaen starter op sidst i maj

Læs også:10 vilde Superliga-rekorder der ikke bliver slået foreløbigt

Læs også:Transferkongerne: Midtbanespiller banede vej for kæmpe salg

Læs også:Grønt lys til Superligaen: Men ikke til testkampe

Læs også:Trods lukkede grænser: Købte fodboldspillere har grønt lys til Danmark