Tipsbladets dom: Offensivt vanvid i Farum
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Tipsbladets dom: Offensivt vanvid i Farum

Tipsbladet zoomer ind på lørdagens Superliga-brag mellem FC Nordsjælland og FC København.

Tipsbladet på Right to Dream Park 

FC Nordsjælland - FC København 2-2 (1-1)
0-1 Orri Oskarsson (16.)
1-1 Jeppe Tverskov (27.)
2-1 Mohamed Elyonoussi (54.)
2-2 Martin Frese (62.)

Kampens bedste:

FC Nordsjælland:
I sidste sæson talte alle om Mads Bidstrup, men i denne her sæson taler man om hans afløser Jeppe Tverskov - og med rette. Den tidligere OB-spiller styrer FC Nordsjællands midtbane med hård hånd. Om det er at fordele spillet, udvise ro på bolden eller stoppe farlige kontraangreb, så mestrer Tverskov det. 

Og nå ja, så er han også begyndt at score mål. Han noterede sig for en enkelt i 5-0 afklapsningen mod Randers, og igen i dag stod han det rigtige sted og udlignede til 1-1. Er der noget Jeppe Tverskov ikke kan? Det skulle lige være at drible! Det prøvede den tidligere OB-kaptajn en enkelt gang - det behøver han ikke gøre igen. 

FC København:
På sine bedste dage er Rasmus Falk en vidunderlig spiller, og han havde én af de dage i Farum. Han var balancespilleren på et offensivt FCK-mandskab, og Falks sylespidse afleveringer frem i banen var flere gange med til at bringe FC Nordsjælland ud af balance - som ved Orri Oskarssons flotte 1-0-scoring. To ugers kamppause har utvivlsomt gjort Rasmus Falk godt.

Et klap på skulderen fortjener også Elias Achouri, der diskede op med to assists. Meldingen fra FCK i ugens løb var, at tuneseren vendte hjem fra landsholdstjeneste med et fysisk  efterslæb - det kunne man ikke se.

Kampens værste:
Oliver Villadsen spillede en dårlig første halvleg, hvor han var usikker på bolden og flere gange blev snydt af en veloplagt Elias Achouri. Det blev bedre efter pausen for Villadsen - det gjorde det ikke for FC Københavns stortalent Roony Bardghji, som man dårligt nok bed mærke i. Til gengæld bed alle mærke i, at Andreas Cornelius igen-igen måtte udgå med en skade. Hvor er det dog en trist historie med FC København-stjernen. 

Kampens detalje: 
I et offensivt festfyrværkeri leverede Birger Meling én af de bedste defensive aktioner længe set. Midtvejs i første halvleg var der næppe en eneste på Right to Dream Park, der ikke troede, Mohammed Diomande ville udligne for hjemmeholdet, men på utrolig vis fik Birger Meling blokeret afslutningen lige inden målstregen. FC Københavns nye venstre back er solid som en klippeafsats, og dén forsvarsaktion var vildere end de norske spirituspriser.

En anden ting, som fortjener at blive nævnt - tjek lige FC Københavns startopstilling! Er det den mest offensive, der nogensinde er set i FCK-regi? Måske i Superliga-regi i det hele taget? Rasmus Falk, Diogo Goncalves, Mohamed Elyounoussi, Roony Bardghji, Elias Achouri og Orri Oskarsson på banen på samme tid. Man kan givetvis beskylde Jacob Neestrup for meget, men kedelig er han i hvert fald ikke! Et vildt signal, FCK-træneren sendte på udebane mod FC Nordsjælland.