Video : Tipsbladet
Superliga

Tilfreds Backman efter AGF-målfest: Gode til at straffe FCN

AGF-anfører Niklas Backman havde både godt og skidt at se tilbage på efter sejren på 5-4 over FC Nordsjælland.

Det blev et målrigt møde mellem FC Nordsjælland og AGF fredag eftermiddag, hvor sidstnævnte endte med at vinde 5-4. Her var det en kamp, hvor AGF-anfører Niklas Backman kunne se flere positive tegn.

Det fortæller han i et interview på AGF's officielle hjemmeside.

- Vi kom med en god energi og var farlig med bolden i mange situationer. I tirsdagens testkamp mod AaB havde vi måske lidt tunge ben, men ikke i dag - der var fremgang fra i tirsdags og vi spillede offensivt en meget fin kamp, hvor vi er gode til straffe FCN og gerne ville spille bolden frem. Og når vi gjorde det, så gjorde vi det flot og var farlige - det var også nogen flotte mål, vi fik scoret, fortæller Backman.

Naturligvis kunne han også se nogle områder, hvor det ikke var helt i top. Som midterforsvarer kunne han da heller ikke se sig fri for, at der gik mange mål ind - og helt præcist fire for mange, mener AGF-styrmanden.

- Det er naturligvis ikke godt nok - det er for mange mål, vi lukker ind og det skal vi se på. Men så meget desto bedre er det, at vi ender med sejren til sidst. Det var godt at vinde og det er vigtigt at få den følelse med os, når vi tager på træningslejr i næste uge, lyder det fra Niklas Backman, som også ville rose de unge for at byde sig fint til i opgøret.

AGF rejser i løbet af næste uge afsted på træningslejr i Portugal, hvor de skal møde SK Slavia Prag som det første hold i den træningsturnering, de er med i.

Aarhusianerne møder Randers i deres første kamp i Superligaens forårssæson.