Tidligere Superliga-bomber skifter landshold
Foto: Ashley Feder/Getty Images
Superliga

Tidligere Superliga-bomber skifter landshold

Den tidligere AC Horsens-bomber Besart Berisha siger farvel til Albanien og goddag til Kosovo.

Besart Berisha har tidligere tørnet ud for AaB og AC Horsens, og mens han aldrig blev en succes i Nordjylland, er det stadig en spiller, man taler om i Horsens. I 45 Superliga-kampe scorede han 15 mål for Den Gule Fare, og mål har han i det hele taget scoret masser af i sin karriere. Til dagligt tørner han ud for Melbourne Victory, og i januar nåede han en markant milepæl i australsk fodbold.

Her scorede Besart Berisha nemlig sit mål nummer 91 i den australske A-League, og det gør ham til den mest scorende spiller i ligaens historie. 

Til trods for en klubkarriere med mange mål er det aldrig lykkedes Berisha at kanalisere det over i en succesfuld landsholdskarriere. I 17 landskampe for Albanien er det blot blevet til en enkelt scoring, og det tager han nu konsekvensen af.

Besart Berisha bekræfter over for Melbourne Victorys hjemmeside, at han fremover skal tørne ud for Kosovo, hvor han er født. Han satser på at debutere allerede i næste måned, når Kosovo møder Island i VM-kvalifikationen.

På Kosovos landshold bliver Besart Berisha blandt andre holdkammerat med den tidligere Brøndby-spiller Elba Rashani.