Tidligere Superliga-angriber sætter fornem rekord i A-League
Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Tidligere Superliga-angriber sætter fornem rekord i A-League

Hans 15 scoringer i Superligaen er langt overgået, og nu har Besart Berisha sat rekord for flest scoringer i den australske A-League.

Han nåede ikke at blive en kæmpe succes i Superligaen, men i den australske A-League, gør han nærmest, hvad det passer ham. Med sin scoring til 1-0 for Melbourne Victory i dag dansk tid satte Besart Berisha rekord for flest scorede mål i den australske liga.

Den kosovo-albanske angriber spillede tilbage i 2005/2006 og igen i det første halve år af 2009 i AC Horsens. Her nåede han 47 kampe med 15 scoringer til følge. Han var i klubben på en lejekontrakt fra tyske HSV i første omgang og på lån fra Burnley i anden omgang.

Besart Berisha har haft en omtumlet karriere, der har budt på hele 11 forskellige klubber, men den 31-årige har nu fundet sig tilrette i Australien. Han startede sin karriere i landet down under i 2011 for Brisbane Roar, hvorfra han skiftede til Melbourne Victory i 2014.

I sin tid i de to klubber har han i alt scoret 91 gange, og det er altså nok til at være den mest scorende spiller nogensinde i A-League. Med sin scoring til 1-0 i 4-2-sejren over Newcastle Jets overgik han sin tidligere holdkammerat Archie Thompsons 90 scoringer.

Det er dog ikke sikkert, at Berisha kommer til at sidde på rekorden længe. Kun to scoringer efter ham er Wellington Phoenix’s Shane Smeltz, der stadig er aktiv i ligaen.