Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere FCK-spiller stopper karrieren: Havde håbet på en bedre tid

Den tidligere FCK-spiller Peter Larsson indstiller karrieren til november.

Den tidligere FC København-spiller Peter Larsson indstiller sin karriere til november, når sæsonen i Sverige går på hæld. Det oplyser hans arbejdsgiver Halmstads BK torsdag middag.

FC København betalte i 2008 i omegnen af 15 millioner kroner for den svenske midtstopper, der med det prisskilt klistret på sig var udset til at blive en profil i løvernes centrale forsvar.

Sådan gik det aldrig.

Peter Larsson fik ikke ret meget spilletid i FCK - kun 37 kampe blev det til - og der var stor tilfredshed, da det i januar 2011 lykkedes at udleje ham til Helsingborgs IF, der senere gjorde aftalen permanent. I Sverige har Peter Larsson stort set hele karrieren haft pænt med succes. For halvandet år siden vendte han hjem til barndomsklubben Halmstads BK, som altså også bliver hans sidste arbejdsgiver i karrieren.

- I det store og hele er jeg meget tilfreds med, hvad jeg har udrettet. Jeg bed mig fast på holdet i Halmstad som 20-årig, og siden fulgte nogle rigtig gode år, og så blev jeg solgt til FC København. Det var fedt at komme til så stor en klub og spille i Europa. Jeg havde håbet på en bedre tid i FC København, det gik ikke, som jeg havde forestillet mig, siger Peter Larsson.

Selv om den svenske midtstopper ikke spillede ret meget i FC København, var han alligevel med til at vinde tre danske mesterskaber og to pokaltitler.

Peter Larsson er 35 år.