Tidligere Esbjerg-anfører på klubjagt: Jeg tygger på et par tilbud
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Tidligere Esbjerg-anfører på klubjagt: Jeg tygger på et par tilbud

Nikolaj Hagelskjær står uden klub og er derfor på jagt efter en ny arbejdsgiver. Han har fået flere tilbud, men venter stadig på det rigtige og på et sted, hvor han kan genfinde glæden ved at spille fodbold.

37 minutter fordelt på to kampe for Esbjerg fB blev det til i dette efterår for 28-årige Nikolaj Hagelskjær.

Højrebacken var ellers anfører i 24 kampe for vestjyderne i sidste sæson, da klubben sikrede sig oprykning til Superligaen, men i denne sæson har Hagelskjær stået bag både Daniel Anyembe og Jeppe Brinck i køen til spilletid uden at få en forklaring på degraderingen. 

Nikolaj Hagelskjær fik derfor heller ikke forlænget den kontrakt med klubben, som udløb ved årsskiftet, og han er derfor i disse dage på jagt efter en ny arbejdsgiver. Og den 28-årige forsvarsspiller kan afsløre, at han allerede har fået flere henvendelser:

- Der har været lidt løst - både lidt fra Danmark og også lidt fra Norden - men ikke noget, som jeg synes, har været det rigtige endnu.

- Noget er det er fra Superligaen, men niveauet gør egentligt ikke så meget. Om det er første, anden eller tredje bedste række betyder ikke det store, det vigtigste er, at jeg ender et sted, hvor det er sjovt at være, siger Nikolaj Hagelskjær til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Jeg tygger stadig på et par tilbud, men jeg vil også gerne lige se januar an. Det er også et svært vindue, fordi mange af klubberne allerede har trupperne på plads, men det er jo ikke usandsynligt, at der åbner sig nogle muligheder i anden halvdel af måneden. Det er et stort puslespil, så der er meget, der kan ske endnu, fortæller danskeren. 

Mistede fodboldglæden i Esbjerg
Nikolaj Hagelskjær blev i den grad sat ud på et sidespor i Esbjerg, og oplevelserne de seneste måneder har da også fået en vigtigt betydning for hans aktuelle klubjagt. 

Højrebacken vil nemlig finde et sted, hvor han kan genfinde fodboldglæden:

- Det er ingen hemmelighed, at det var lidt tørt at møde ind til træning i Esbjerg til sidst, når jeg alligevel vidste, at jeg ikke kom til spille. Det var ikke fedt at spille fodbold, så jeg leder efter et sted, hvor man glæder sig til at komme til træning, og hvor jeg kan genfinde glæden ved at spille fodbold, siger Hagelskjær, der forsøger at tage klubjagten med ro i maven:

- Man skal jo pludselig til at arbejde for føden, og det er lidt anderledes, når man skal byde sig til. Man forhører sig lidt, og så må man tage den derfra og se på om, der ellers er noget, der kunne dukke op. Jeg tror også, at mange klubber bruger starten af måneden på at se markedet an, så det handler om at have is i maven, fortæller forsvarsspilleren.

Nikolaj Hagelskjær kom til Esbjerg fB fra FC Fredericia i januar 2016. Han nåede at spille 62 kampe og score to mål for klubben.