Der er umiddelbart lange udsigter til, at OB's cheftræner Ove Pedersen får set den nye angriber Thomas Dalgaard an.
Thomas Dalgaard skrev mandag kontrakt med OB frem til sommer, men angriberen døjer med et brækket ribben, og derfor er han ukampdygtig i et stykke tid. Det betyder blandt andet, at Dalgaard ikke er med på flyet, når OB på lørdag drager til Tyrkiet på træningslejr. Det skriver Fyens Stiftstidende.
OB er i Tyrkiet fra 8. februar til 15. februar, og dermed går den nyerhvervede angriber glip af et par af de testkampe, der skal gøre OB-truppen klar til forårets strabadser i Superligaen.
Det er endnu uvist, hvor lang tid Thomas Dalgaard kommer til at være ude, men han bliver næppe klar til sæsonstarten, hvor OB møder FC Midtjylland 23. februar.