Det svenske fodboldlandshold tager næste år en tur ned på det næstøverste niveau i Nations League-formatet.
Det står klart, efter at Sverige tirsdag aften tabte 2-4 til Frankrig.
Nederlaget betyder, at holdet ender sidst i Nations Leagues gruppe 3 på det øverste niveau, A. Svenskerne ender bag Frankrig, Portugal og Kroatien med blot tre point efter seks kampe og rykker dermed ned på niveau B.
Franskmændene var før kampen allerede sikre på sejren i gruppen, og de er dermed klar til Nations League-finalestævnet næste år. Her deltager de fire gruppevindere på det øverste niveau.
Danmark kan blive en del af stævnet med en sejr over Belgien onsdag.
Sverige fik tirsdag ellers en fin start på opgøret i Paris.
Viktor Claesson opsnappede en bold på kanten af feltet og fik snoet sig uden om Frankrigs Paul Pogba. En smule ude af balance satte han tåen på bolden, og via en afretning fra Real Madrid-stopperen Raphaël Varane gik den i mål.
Frankrig meldte sig dog også hurtigt ind i opgøret, da den rutinerede angriber Olivier Giroud udlignede til 1-1 efter cirka et kvarters spil.
Det blev også 2-1 til hjemmeholdet inden pausen.
Marcus Thuram snød et par svenskere med nogle gode driblinger, inden hans afslutning blev blokeret. Bolden sejlede i en bue over til backen Benjamin Pavard, der flugtede den ind bag Robin Olsen i svenskernes mål.
I anden halvleg blev den franske stjerne Kylian Mbappé skiftet ind efter knap en times spil. Blot få minutter senere lagde han et perfekt, følt indlæg ind i panden på Giroud, der gjorde det til 3-1 med sin anden scoring.
Indskiftede Robin Quaison reducerede for Sverige kort før tid, og til sidst satsede svenskerne alt ved at sende målmand Robin Olsen med frem.
Det udnyttede Kingsley Coman dog i stedet til at score på tomt mål på en omstilling og dermed gøre det til slutresultatet 4-2.
/ritzau/