Video : Tipsbladet
Superliga

Ingen adgang til omklædningsrum: Pausesnak skal foregå udendørs

Omfattende protokoller skal sikre, at superligaholdene kan træne og spille kamp igen uden stor smitterisiko.

Når trænerne skal give klap på skulderen eller en skideballe i pausen af en superligakamp, bliver det ikke i omklædningsrummet, men udendørs i resten af indeværende sæson, hvis Superligaen genoptages.

Det fremgår af de i alt 55 sider med protokoller, som Divisionsforeningen har udarbejdet med henblik på at kunne genstarte sæsonen for professionel fodbold i Danmark.

Formålet er at minimere og kontrollere risikoen for smitteudbredelse af coronavirus blandt professionelle fodboldspillere i Danmark i forbindelse med træning og kamp.

- I halvlegen under en turneringskamp anbefales det, at der forefindes et isoleret udendørs område, hvor sikkerhedsafstanden kan opretholdes, som er forbeholdt hvert holds aktiviteter i halvlegen, lyder det blandt andet i protokollerne.

Pauseteen kan derfor blive drukket på tribunen, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til Ritzau.

- Det skal forstås sådan, at spillerne ikke skal gå i omklædningsrummet. Heldigvis er vi på vej ind i en god periode, så man skal lave et område på stadion til spillerne og det øvrige sportslige personaler i pausen.

- Det er op til den enkelte klub, om det er på tribunen, eller hvor det er henne. Det skal selvfølgelig ikke være et isoleret rum som et telt, men sådan at det så vidt mulig er udendørs og i tørvejr, siger Claus Thomsen.

Protokollerne er inddelt i fem forskellige faser. Aktuelt befinder superligaklubberne sig i "Fase 2", hvor der er en række begrænsninger på og uden for banen i forbindelse med træning af spillere i grupper.

Læs også:Fakta: Divisionsforeningens protokol for Superligakampe

I "Fase 3" må spillerne træne som normalt igen på banen, men med begrænsninger uden for banen, mens man i "Fase 4" kan spille superligakampe igen, men med begrænsninger uden for banen. "Fase 5" er gennemførsel af træning og kampe uden begrænsninger.

I de omfattende protokoller fremgår det også, at spillerne så vidt mulig selv skal køre til træning og kamp.

Det betyder dog ikke, at spillerne skal køre i en bilkaravane tværs over landet, hvis eksempelvis AaB og FC Nordsjælland mødes.

- Der kan være situationer, hvor det af forskellige årsager ikke er muligt, og i de tilfælde vil man nok komme til at køre i flere busser end normalt, siger Claus Thomsen.

Som et led i at minimere smitterisikoen skal hver superligaklub have lavet en plan for, hvor de forskellige personalegrupper må arbejde på kampdagen.

Stadionerne skal derfor deles ind i zoner, hvor kun specifikke medarbejdere må komme. Det kan være zoner forbeholdet eksempelvis bolddrenge eller ambulancepersonale.

Protokollerne berører også alt fra træningsudstyr til toiletfaciliteter og måltider.

De er tilpasset danske forhold, men udarbejdet sammen med andre europæiske lande, hvor man snart håber at kunne spille professionel fodbold igen.

Læs også:SønderjyskE tilbagekalder trup og genoptager træning

- Når vi snakker fagligt arbejde, som det her, så sparer vi rigtig meget på tværs af grænser. Vi har lavet det her i samarbejde med Tyskland, Spanien, Schweiz, Østrig og andre lande, som har udarbejdet lignende protokoller. Alt skal så tilpasses nationalt, siger Claus Thomsen.

Fredag viste et notat fra Statens Serum Institut, at der er "høj risiko" for smittespredning ved at dyrke udendørs sportsaktiviteter med fysisk kontakt - som eksempelvis fodboldkampe.

Spørgsmål: Har I fået nogen til at vurdere, at hvis de her meget omfattende protokoller bliver overholdt, så vil der være en lav risiko for smittespredning i forbindelse med en superligakamp?

- Ja, det har vi. Der har været lægefaglig ekspertise inde over det her hele vejen igennem, både klublæger og eksterne læger.

- I forhold til den rapport er det to forskellige verdener. Den beskæftiger sig med sport og idræt i ikke-kontrollerede rum.

- Vi kan skabe kontrollerede rum for meget få mennesker, og med de her protokoller kontrollerer vi alle øvrige udenoms omstændigheder på en måde, der ikke er mulig, når man taler om almindelig idræt, siger Claus Thomsen.

/ritzau/

Læs også:Divisionsforeningen håber på holdtræning senest 11. maj

Læs også:Avis: Emmanuel Sabbi afviste udenlandsk storklub

Læs også:AaB-anfører døjer med skade: Der går nogle uger, før han er klar

Læs også:FCM-chef om viral idé: Vi ser muligheder - også i krisetider