Video : Tipsbladet
Superliga

Superligaklubber bestemmer selv om de vil træne

Det er op til hver enkelt klub, om man vil træne i de kommende uger uden kampe, siger Divisionsforeningen.

Alle fodboldkampe i Danmark organiseret af Dansk Boldspil-Union er aflyst i de foreløbig to uger.

Men klubberne må selv bestemme, om de vil fortsætte med at træne for at holde sig klar til, at sæsonen genoptages.

Det understreger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

- Det er op til den enkelte klub, hvordan man håndterer dagligdagen. Vi har kigget på retningslinjer og tidligere sendt retningslinjer ud om kampsituationen, men også enkelte ting om dagligdagen i klubberne. Men i udgangspunktet er det klubberne, der har arbejdsgiverfunktionen her og håndterer det, siger direktøren.

De tre bedste fodboldrækker er sat i bero, efter at regeringen onsdag præsenterede en række gennemgribende initiativer for at bekæmpe spredningen af coronasmitte i Danmark.

I forvejen havde Divisionsforeningen meddelt, at alle kampe i de to bedste rækker i resten af marts skulle spilles uden tilskuere efter et tidligere påbud fra regeringen og sundhedsmyndighederne.

Superligaklubben OB valgte torsdag at aflyse al træning på klubbens anlæg i de kommende to uger og sende alle spillere hjem efter regeringens udmelding.

Men endnu er der altså ikke en samlet politik på det område.

- Det er muligt, at vi kigger tingene igennem og herfra kommer med råd og vejledning eller egentlige påbud til klubberne. Men i udgangspunktet skal klubberne som alle andre følge og observere sundhedsmyndighedernes anvisninger, siger Claus Thomsen.

Divisionsforeningen ved endnu ikke, hvad der skal ske med de danske fodboldkampe efter to uger, og Claus Thomsen vil heller ikke spekulere i, om der er en risiko for, at resten af sæsonen kan blive aflyst, som det blandt andet er på tegnebrættet i Italien.

- Vi kommer under alle omstændigheder kun til at forholde os til konkrete udmeldinger. Ikke til hypotetiske scenarier, siger han.

De er registreret 615 coronasmittede i Danmark.

/ritzau/